Grundforløb
Vi starter med ½ års grundforløb, som er ens for alle studieretninger.
Målet med grundforløbet er, at du skal afklare, om du har valgt det rigtige gymnasium eller studieretning. Du kan efter grundforløbet skifte studieretning eller vælge at fortsætte på en anden gymnasial uddannelse.
På grundforløbet skal du have fagene dansk, matematik, fysik, teknologi, engelsk, kommunikation/it, samfundsfag, biologi og kemi.
Desuden kommer du til arbejde tværfagligt, teoretisk og praktisk med temaer og projekter på tværs af naturvidenskabelige, teknologiske, samfundsfaglige og kommunikative områder.
1. tema
- arbejde i biologi, kemi, samfundsfag, fysisk udfoldelse og kommunikation/it med emnet krop, motion og sundhed. Som afslutning på temaet laves en flot brochure om sundhed på skolens it-udstyr.
2. tema
- arbejde med teknologifaget, hvor du både i teori og praksis kommer til at beskæftige dig med materialekendskab ved at lave f.eks. en CD-holder eller en vinreol i vores professionelle træ- og metalværksteder.
3. tema
- kan f.eks. være et tværfagligt forløb mellem fysik, matematik og teknologi om temaet balloner og ballonflyvning.
De matematiske og fysiske teorier afprøves i praksis ved, at alle laver luftballoner, som gerne skulle være i stand til at flyve smukt hen over skolens tage.
Afsluttende prøve
- er en intern mundtlig prøve, en såkaldt portfolioprøve.
Til denne prøve skal du lave en portfoliomappe med en samling af skriftlige opgaver, som viser, at du har nået de faglige mål og har udviklet dig fra folkeskoleelev til gymnasieelev.












