DM i Entreprenørskab for Ungdomsuddannelser - Company Programme - er arrangeret af Fonden for Entreprenørskab. 

Fra Herningsholm har 6 hold kvalificeret sig i år. I alt er 42 hold med til DM.
Holdene består af elever fra HHX og HTX på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.

Sawe

Virksomhed: Sawe
Spor: Society & Globalisation
Holdet bag: Oliver Bak, Nicklas Sandbæk Olsen, Thomas Mulvad og Christian Nykjær

 

Sawe har udviklet et produkt, der skal nedsætte vandforbruget i storbyen ved at tælle minutterne, man er i bad, og som er tilkoblet en app på telefonen.
- Folk har taget meget positivt imod idéen og kan se et formål med det, siger Christian Nykjær fra Sawe.
Virksomhedsejerne er elever fra 3. Z på HTX, der har erhvervsøkonomi på c-niveau som valgfag. De må derfor bruge en del fritid på projektet, der opstod som en idé i et teknologiprojekt.
- Målet er en førsteplads til DM, og vi vil da gerne gå videre med det, siger Christian.

Hush-Hush

Virksomhed: Hush-Hush Underwear
Spor: Society & Globalisation
Holdet bag: Rasmus Villumsen, Anna Bech og Julie Tirsbæk

 

Hush-Hush Underwear har udviklet noget særligt undertøj, der gør det letter besværet for kvinder under menstruation. Mere vil de ikke løfte sløret for lige nu.
De tre elever i virksomheden går ikke på samme hold, så de er nødt til at tage meget af deres fritid i brug.
- Det er vildt, som man bliver fanget af det, og at man kan synes, det er så fedt, at man lægger alt andet til side, og vi skal da vinde det hele, siger Anna Bech.
De har fået tilbud fra flere, der ønsker at sælge deres produkt, men har indtil videre takket nej.
- Det er mega fedt at komme ud og blive taget seriøst af rigtige virksomheder, siger Anna Bech. 

Aevias

Virksomhed: Aevias
Spor: Business & Service
Holdet bag: Marco Arlyng, William Agesen-Pagh og Sara Dalager

 

Aevias har udviklet en software-betalingsløsning til mindre foreninger og virksomheder.
Aevias vandt en 2. plads ved den nationale entreprenørskabsmesse i Odense.
- Det er spændende og hårdt. Og det er særligt hårdt lige op til konkurrencerne, siger Marco Arlyng.
- Nogle uger bruger vi næsten hver dag, siger William Agesen-Pagh.
Ovenpå den fine placering ved den nationale entreprenørskabsmesse er ambitionen også klar.
- Vi vil da gerne vinde vores spor, siger William Agesen-Pagh. 

 

 

Vegan Angels

Virksomhed: Vegan Angels
Spor: Trade & Skills
Holdet bag: Viktoria Dybkjær, Natasja Bjørn og Freja Neiman Hansen

 

Vegan Angels, der er et blandet hold af HHX- og HTX-elever, har udviklet en serie af vegansk sæbe og hudplejeprodukter, der er miljøvenlig og biologisk nedbrydelig.
- Vi har solgt produkterne til forskellige privatejede forretninger, og vi har en webshop, så vores produkt er færdigt. Vores næste mål er DM, men når innovation slutter, så vil vi da gerne køre vores virksomhed videre, siger Viktoria Dybkjær.
- Og vi vil da gerne vinde DM, supplerer Natasja Bjørn.
Lige nu udvikler pigerne produkterne med flere duftvarianter.

Tixy

Virksomhed: Tixy
Spor: Trade & Skills
Holdet bag: Mathilde Hvid, Maja Lindholm, Victor Bang Jespersen,

 

Tixy har udviklet et billetsystem til garderobe og entré med tilhørende app. App’en er ved at være klar til at gå i luften, og der er truffet aftale med nogle steder, hvor systemet skal afprøves.
Holdet udvikler hele tiden på produktet for at have nyt at vise dommerne i København til DM.
- Vi skal hele tiden udvikle produktet og præstere noget nyt. Det kan godt være lidt stressende, siger Mathilde Hvid.
Ved DM i Company Programme skal deltagerne blandt andet præsentere deres idéer for et dommerpanel og et stort publikum.
- Scenepræsentationen er lidt grænseoverskridende, men vi er mere spændte end nervøse, siger Mathilde Hvid.
- Og vi får nogle redskaber, vi kan bruger derovre, siger Maja Lindholm.

eTalents

Virksomhed: eTalents
Spor: Trade & Skills
Holdet bag: Lucas Sonne, Rasmus Hansen og Markus Lange

 

eTalents arbejder med talent-scouting og talentudvikling inden for e-sport. Det gør de ved at arrangere turneringer i Fifa19. Deltagerne kommer på en rangliste, og de bedst rangerede bliver inviteret til en afsluttende turnering, hvor også repræsentanter fra forskellige e-sportsklubber er inviteret med. De første stævner er afviklet.
- Vi vil utroligt gerne køre det videre efter DM, siger Lucas Sonne.
- Det er klart, at vi kan bruge udmærkelserne i forhold til at have været med til DM, når vi skal ud og finde sponsorer, siger Rasmus Hansen.