At flytte til Tyskland var på mange måder en stor omvæltning. Jeg kunne ikke tale sproget og havde ikke boet alene eller haft et fuldtidsjob før. Det er en grænseoverskridende beslutning, men når det er sagt, også det hele værd!

Jeg arbejdede i en herretøjsforretning, som hed Wormland. Her udviklede jeg mine sproglige og faglige kompetencer ved hjælp fra mine kollegaer og skoleopholdene i Danmark. I løbet af det 1,5 år fik jeg større og større forståelse for, hvordan arbejdsverdenen egentlig fungerer. Jeg havde for første gang en chef, som havde forventninger til netop mine præstationer - hvilket gjorde, at min arbejdsmoral og vilje til at være succesfuld blev endnu større. 

Når jeg tænker tilbage på min tid som PIU-elev, går det op for mig, hvad halvandet år i udlandet kan gøre. At overskride denne grænse - hvor man efterlader familie og venner derhjemme, for at bo i udlandet - er netop dét som har givet mig min selvstændighed, faglige kompetencer og gåpåmod, som jeg nu kan bruge fremover. 

At have været PIU er grundstenen for min fremtidige karriere - og har givet mig springbrættet til at ville opnå noget endnu større.