Retningslinjer for studerende ved Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.

Retningslinjer

Det er din pligt som bruger at efterleve disse retningslinjer, samt at gøre opmærksom på eventuelle overtrædelser af disse. Misbrug af Herningsholms IT-løsning til formål, som strider mod skolens interesser eller handlinger, som potentielt kan skade løsningen, kan medføre fratagelse af adgangsrettigheder og i særlige, alvorlige tilfælde, bortvisning fra Herningsholm. 

Erklæring/accept: Når du vælger at logge ind på Herningsholm IT-løsning, er det ensbetydende med, at du bekræfter følgende: 

  • Du agter til enhver tid at agere som ansvarlig bruger på Herningsholms IT-løsning.
  • På Internettet vil du bestræbe dig på at repræsentere Herningsholm på værdig vis.
  • Du vil efterleve disse retningslinjer, samt holde dig orienteret om forhold af betydning for din anvendelse af Herningsholms IT-løsning, og du agter at følge de henstillinger, der måtte blive bekendtgjort af Herningsholm.

Hvis du er i tvivl om retningslinjerne eller tolkningen heraf, kan du henvende dig til Herningsholm IT-center for nærmere afklaring. 

 

Formål med skolens it

It-løsningen, dvs. hardware og software i form af pc’er, lokalnet, internet og printere, er anskaffet til brug for undervisningen på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier. Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasiers udstyr må ikke benyttes til andre aktiviteter end:

  1. Undervisning
  2. Løsning af stillede opgaver til støtte for undervisningen
  3. Egne fagligt relaterende eksperimenter

Kommerciel brug er ikke tilladt. Skolens udstyr må naturligvis kun benyttes til lovlige aktiviteter.


Hvem har adgang?

Adgang til Herningsholms it-løsning, forudsætter studieaktivitet på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.

Billedlegitimation bør til enhver tid medbringes i skole, idet man kan blive bedt om identifikation mht. ens forhold til Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.

 

Kontrol, logning m.v.

Herningsholm IT-center kan til enhver tid logge og undersøge samtlige aktiviteter, der finder sted på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasiers udstyr. Hvis der under disse kontroller findes piratsoftware og andet ulovligt materiale er Herningsholm IT-center i sin ret til at fjerne disse og uden varsel indberette den pågældende studerende til relevante myndigheder.

Hvis en bruger forhindrer denne kontrol ved eksempelvis at fjerne Herningsholm IT-centers rettigheder til filer og data på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasiers it-løsning, betragtes dette som misbrug på linje med alle andre overtrædelser og kan i yderste konsekvens føre til fratagelse af adgang til løsningen og evt. bortvisning fra skolen.


Adgangsrettigheder og personlige data

Brugernavn og password er personligt og må ikke overdrages til andre. Man forpligter sig til at skifte password jævnlig for at sikre, at ingen andre kender dette. Ved misbrug eller mistanke om misbrug skal man øjeblikkeligt underrette Herningsholm IT-center.

Alle brugere på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier har adgang til et personligt dataområde på serveren. Dette område er ikke tilgængeligt for andre end personen selv og Herningsholm IT-center. Hvis en bruger på uretmæssig vis får adgang til andres data, betragtes dette som misbrug.

Hvis du får kendskab til Persondata om andre end dig selv, er du forpligtet til straks at oplyse det til IT-afdelingen på telefon nummer 72 13 48 00 eller skolens DPO (Databeskyttelsesrådigver) på nummer 25 42 48 18 eller 25 42 48 24.


Ulovlige aktiviteter

Hvis en bruger benytter Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasiers udstyr til at skaffe sig adgang eller forsøge at skaffe sig adgang til it-løsninger, som denne ikke retsmæssigt har adgang til, vil de relevante system ejere samt eventuelle
myndigheder i yderste konsekvens blive underrettet.

Dette indebærer, at det er forbudt at:

  1. Kopiere skolens programmer
  2. Indlægge andre programmer på skolens udstyr af nogen art, herunder spil, shareware og freeware programmer. I særlige tilfælde kan indlæggelse af specifikke programmer aftales med Herningsholm IT-center.
  3. Ændre i opsætningerne på pc’erne
  4. Sende SPAM-mail til andre både interne - & eksterne brugere.

Hvis Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier konstaterer ulovlige aktiviteter, kan brugerens navn samt beskrivelsen af aktiviteterne i yderste konsekvens blive overgivet til relevante interesseorganisationer og/eller myndigheder.


Anvendelse af privat udstyr

Opkobling af privat udstyr til Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasiers it-løsning må alene ske trådløst. Der må under ingen omstændigheder tilkobles privat udstyr til skolens it-løsning ved brug af kabler uden forudgående skriftlig aftale fra Herningsholm IT-center.

Krav til it-udstyr i forbindelse med uddannelse på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.

Herningsholms it-infrastruktur understøtter alene anvendelsen af Microsoft-baserede computere, samt Apples OSX-baserede computere, da der i forbindelse med undervisningen anvendes programmer, som alene kan anvendes på disse platforme.

Chromebooks, Linux-baserede computere, iPads, mobiltelefoner og lignende kan derfor ikke anbefales som dagligt it-værktøj, da funktionaliteten af disse er begrænset i forhold til undervisningen og de services (herunder print), der stilles til rådighed i forbindelse hermed.