8. klasser viser deres SKILLS frem

Ved du hvad, din mad er lavet af? Og hvor fingernem er du? Dét er nogle af de SKILLS, som i alt 29 fri- og folkeskoler fra Ikast-Brande og Herning Kommune konkurrerer i lige nu og til og med uge 35. 

Skolerne er nemlig tilmeldt det årlige SkoleSKILLS, hvor danske 8. klasser konkurrerer om at blive Danmarksmester i fag-triatlon. Her turnerer faglærere fra Social- og Sundhedsskolen Herning, Herningsholm Erhvervsskole og Agroskolen i Hammerum rundt på alle de tilmeldte skoler – og skaber ægte OL-stemning omkring konkurrencerne.

Mandag den 20. august blev de første indledende konkurrencer skudt i gang ude på skolerne.

Skolerne har forud for deltagelsen valgt én af tre fagtriatlons, som de vil konkurrere i – og de har via videomateriale forberedt sig i de forskellige opgaver. De tre valgmuligheder er:

A: Landbrugs-, Elektriker- og Detailuddannelsen 

B: Social- og sundheds-, Murer- og Smedeuddannelsen

C: Tømrer-, Mediegrafiker- og Vvs-uddannelsen 

Når det hurtigste hold er fundet på skolerne – i dyb koncentration og under pres – så skal alle vinderne mødes i en finale. Den finder sted ved SKILLS – ERHVERVSUDDANNELSERNES DAG, torsdag d. 6. september på Lillelundvej, hvor Herningsholm holder til.

Her vil eleverne opleve faglighed og festivalstemning på én og samme gang, når de tre skoler i et stærkt og unikt samarbejde fylder de unge mennesker med viden om erhvervsuddannelser på en ny og anderledes måde.