Årets første student fra Herningsholm

Christoffer Hyldgård Jørgensen sluttede sin EUX-industriteknikeruddannelse med et flot 10-tal

Der blev både ringet med klokke og hejst flag, da årets første EUX-student blev færdig fra Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier. 21-årige Christoffer Hyldgård Jørgensen afsluttede sin sidste eksamen, der er et tværfagligt eksamensprojekt, med et 10-tal.

- Det er dejligt at være færdig, sagde han med et stort smil, da huen var sat på hovedet.
Christoffer Hyldgård Jørgensen har taget EUX-industriteknikeruddannelsen og er i lære hos Landia i Lem. Her håber han på at kunne arbejde, når han er færdig med praktikdelen og får svendebrevet i hus til august.

En mulig fremtidsdrøm er at læse videre til maskiningeniør på et tidspunkt. Men lige nu skal studenterhuen fejres. I dag med familien, og i slutningen af juni skal der være studentergilde.

I alt afslutter 27 EUX-studenter fra de tekniske uddannelser: elektriker, smed, industritekniker, murer og tømrer deres eksamen i den kommende uge.