Årets første student ringede med klokken

Frederik Erdmann Andreasen afsluttede sin uddannelse som EUX-elektriker med karakteren 12.

Der blev både ringet med klokke og hejst flag foran EUX-afdelingen i Hammerum, da årets første EUX-student blev færdig fra Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.

23-årige Frederik Erdmann Andreasen fik sat et fint punktum på sin sidste eksamen, Eksamensfag, med den flotteste karakter af dem alle – et 12-tal.

- Det er fedt at være færdig med uddannelsen, som det har taget fem år at gennemføre. Nu hvor jeg endelig er færdig, glæder jeg mig til at komme videre, sagde han med et stort smil, da huen var sat på hovedet.

 

Udlært hos PRO Elteknik

Frederik Erdmann Andreasen har fået lov til at fortsætte hos PRO Elteknik i Lem, hvor han har været i lære, når svendebrevet efter planen kommer i hus i begyndelsen af juli.

I fremtiden håber han at kunne arbejde som rejsemontør — noget han måske kan kombinere med sin nuværende læreplads. Men først venter en fejring af huen.