ClassControl

ClassControl, der består af et samarbejde mellem tre hhx’ere og én htx’er, strøg videre til DM i National Company Programme med deres bud på, hvordan børn med ADHD bedre kan inkluderes i den almindelige skolegang

De tre drenge fra 2.f. Christian Hostrup på 17 år og Mads Nystrup og Martin Rasmussen begge på 18 år, er gået sammen med htx’eren Dennis Kristensen på 20 år fra 3z om at udvikle en app, der sammen med et smartwatch udgør en pakkeløsning, der skal komme dén nødstedte lærer til hjælp, der mangler værktøjer til både at kunne undervise og samtidigt inkludere elever med ADHD. 

-Vores ide opstod efter et besøg på en folkeskole, hvor vi så en lærer, der brugte et timeglas, som hun måtte vende for at kunne holde styr på, hvornår eleven med ADHD skulle have en pause fra undervisningen og aktiveres. Og så var det, at vi tænkte, at det måtte man kunne automatisere med en app, fortæller Christian Hostrup.

ClassControls app kan tidsindstilles, og aktiviteterne rettes til den enkelte elev, alt efter behov og ønsker. Når det så er tid til pause for eleven, dukker der en meddelelse op på lærerens smartwatch med en besked om en aktivitet, som eleven skal udføre i stedet for.

- Jeg arbejder sammen med Martin, og da jeg hørte om deres ide, så tilbød jeg dem, at jeg kunne hjælpe med det tekniske i forhold til programmering af app og hjemmeside, fortæller Dennis Kristensen.

-Vi rykker så meget mere, efter vi har fået Dennis med. Vi har fået en helt anden og ekstra dimension med, tilføjer Mads Nystrup.

Gruppen fik en andenplads i Science and Technology-sporet i den regionale kvalifikationsrunde i Viborg, men de ved også, hvor de skal sætte ind for at kunne tale med om en topplacering til DM.

-  Vores stand skal være meget mere indbydende, sådan at man meget tydeligere kan se, hvad vores produkt omhandler, siger Christian Hostrup.

-Men vi vil give den en ekstra skalde frem mod DM, for vi vil gerne vise dommerne, hvad vi duer til, slår Mads Nystrup fast. 
 

Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab er kulminationen på undervisningsforløbet Company Programme, hvor elevteams fra hele landet lærer at omsætte ideer i praksis.

Til Danmarksmesterskabet bliver elevernes idéer, der spænder lige fra social innovation til tekniske produkter, bedømt af kompetente erhvervs- og organisationsfolk i kategorierne Rapport, Scenepræsentation, Standinterview og Lukket dommerinterview.

Der kåres en Danmarksmester, en anden- og tredjeplads samt sporvindere i hvert af de fire Company Programme-spor: Science & Technology, Society & Globalization, Business & Service og Trade & Skills.