Eksklusivt selskab

Når Hush-Hush Underwear torsdag træder op på scenen ved Europamesterskaberne er de i eksklusivt selskab

Company Programme som er det 11 måneders forløb, der fører frem til mesterskaberne, omfattede sidste år næsten 350.000 elever fordelt på over 28.000 elevvirksomheder fra hele Europa. Nu er der kun de 40 nationale mesterhold tilbage i kampen om de ultimative priser inden for den overordnede konkurrence og en række internationale særpriser.

 

Herningsholm er - i al beskedenhed - også i eksklusivt selskab.  Det er fjerde gang på ni år, at det danske landshold stammer fra Herningsholm. Ved de tre tidligere finaledeltagelser har vores elever hver gang vundet prisen for årets bedste og mest innovative forretningskoncept. Derudover har Herningsholmere vundet en sølvmedalje i den overordnede konkurrence. Målt på vores dygtige elevers samlede høst af top-placeringer i de forløbne ni år placerer det Herningsholm i top-3 blandt de 8.400 deltagende europæiske uddannelsesinstitutioner.