Førsteplads til HHX-elever fra Herningsholm

Hush-Hush Underwear løb med sejren til DM i Entreprenørskab. Elever fra Herningsholm vandt tre ud af fire spor

- Det vildeste var at høre vores navn blive råbt op, først som sporvindere og derefter som samlet vinder af DM. Det er helt vildt. Vi tænker stadig, at det næsten ikke kan være rigtigt, og vi skal nok lige bruge lidt tid på at vænne os til tanken, sagde en stolt og glad Julie Helleskov dagen derpå på vej hjem i bussen fra et særdeles flot DM i Entreprenørskab.

Sammen med Anna Bech og Rasmus Villumsen vandt hun og deres fælles virksomhed Hush-Hush Underwear både sporet Society & Globalization og det samlede DM i Company Programme / Entreprenørskab i Industriens Hus i København.

 

Fra 3500 til 150

Her dystede i alt 150 gymnasieelever fordelt på 42 hold, der alle havde kvalificeret sig til DM gennem lokale og regionale konkurrencer om at få dem bedste forretningsidé. Forløbet startede ud med 3500 gymnasieelever. Hele seks af de 42 hold var fra Herningsholm. Og Herningsholm-elever løb med titlen som sporvindere i tre ud af fire mulige spor.

- Alle var så søde, og man spurgte ind til hinanden og roste hinandens idéer. Vi har lært rigtigt meget af at være afsted. Man udfordrer sig selv og inspirerer hinanden, sagde Anna Bech.

 

Bh med lommer

Hush-Hush Underwear vandt for sin idé - en bh med lommer til at opbevare hygiejnebind i - danmarksmestertitlen samt en check på 10.000 kroner til at videreudvikle virksomheden for.

- Vi skal videreudvikle idéen, og så skal vi have bestilt et større varelager hjem, så vi hurtigere kan levere til vores kunder, sagde Julie Helleskov.

Lige nu sælger virksomheden sine varer over Instagram, men de unge iværksættere forventer snart at have en webshop kørende.

Med DM-titlen skal Hush-Hush repræsentere Danmark til EM i begyndelsen af juli. 

Læs mere om de seks hold fra Herningsholm her 

Sporvinderne blev:

Science & Technology - Isowell fra Viden Djurs – VID Gymnasier 

Society & Globalization: Hush-Hush Underwear fra Herningsholm Gymnasium                Business & Service: Aevias fra Herningsholm Gymnasium        

Trade & Skills: eTalents fra Herningsholm Gymnasium