Gjellerupskolen vinder af lokale SkoleSkills 2018

Det blev Christian Smed, Mille Skovgaard og Mikkel Korsholm fra Gjellerupskolen, der kunne løfte pokalen og høste billetter til DM i Skoleskills efter en nervepirrende finale

Der var stemning og rasende god opbakning fra publikum til de deltagende hold, da semifinaler og finalen blev afviklet på Herningsholm Erhvervsskole onsdag den 6. september med Tjelle Vejrup fra TV-programmet Versus som medlevende konferencier.

De senere vindere fra Gjellerup var helt suveræne i deres semifinale, hvor de løste opgaverne med at samle et skab, sætte organer i en anatomi-model samt montere dæk på en cykel på under tre minutter.

Holdet var måske derfor også svage favoritter i finalen mod deltagerne fra Herningsholmskolen, Uhre Friskole og Haderup Skole, der alle mærkede publikums højlydte støtte i ryggen, da de gik i gang med den afgørende finale. Opgaverne i finalen var de samme som i semifinalerne.

Neglebidende finale

Måske var det finalenerver, der i første omgang spillede Gjellerup-holdet et puds, for det så i begyndelse ud som om værktøjer og hænder ikke længere ville enes og gå samme vej.

-Vi var langt bagud med skabet. Der var nogle skruer, der skulle strammes, og jeg kom til at hamre for hårdt, fortæller en stakåndet, men meget glad Mille Skovgaard fra Gjellerupskolen lige efter finaledysten.

Men fra at have ligget tungt bagerst i feltet, satte Gjellerup-holdet pludselig ind med en imponerende slutspurt, der gav de andre dygtige medfinalister baghjul.

Og da dommeruret viste 3 minutter og 45 sekunder, var den sidste opgave løst, og de tre skolekammerater fra Gjellerupskole kunne tørre svede af panden og lade sig hylde som vindere af de lokale SkoleSkille 2018. 

-Det var godt, rigtig godt at vinde, siger Mikkel Korsholm kortfattet med et glimt i øjet.

Næste gang Gjellerup-holdet får lejlighed til at demonstrere samarbejdsevner og rapt håndelag bliver til DM i Skills til april i Næstved.