Herningsholm skal uddanne hærens konstabler

Fremover skal de danske soldater være faglærte med uddannelsesbevis, og den opgave skal Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier bidrage til som uddannelsespartner for Forsvaret.

Herningsholm indgår samarbejde med Forsvaret om at udbyde ny erhvervsrettet konstabeluddannelse.

Grundfag som dansk, engelsk og matematik bliver i den nye uddannelse integreret i de militære fag, øvelser og den daglige uddannelse, og det er i grundfagene, at Herningsholm sammen med tre andre erhvervsskoler skal bidrage til uddannelsen af hærens konstabler.

"På Herningsholm glæder vi os virkelig meget til denne opgave. Det er altid en fornøjelse at få lov til at bruge ens kompetencer på en ny måde, og det er der en rigtig god anledning til gennem dette spændende samarbejde med Forsvaret," siger Allan Kortnum, direktør på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.

Faglærte med uddannelsesbevis 

De danske soldater skal altså fremover være faglærte med et uddannelsesbevis for at give konstablerne bedre individuelle muligheder i deres videre karrierevalg. 

Den erhvervsrettede konstabeluddannelse er et pilotprojekt, der i de kommende tre år bliver udbudt til Hærens Kamptropper, hvilket svarer til 700 konstabler.

Ifølge Allan Kortnum er det en meningsfuld opgave, at Forsvaret har indgået aftalen om den nye erhvervsorienteret uddannelse.

"Vi er stolte af at skulle bidrage til, at konstabler får de bedste forudsætninger overhovedet både i deres tid i Forsvaret og i deres efterfølgende karriere. Det er en vigtig opgave for den enkelte og for samfundet som helhed. Det giver så meget mening – vi glæder os," siger direktøren.

Herningsholm underviser på jyske kaserner 

Undervisningen i grundfagene sker lokalt på fem af Forsvarets kaserner.

Her er det forventet, at Herningsholm underviser konstablerne på de to jyske kaserner – Dragonkasernen i Holstebro og hos Slesvigske Fodregiment i Haderslev.

Den nye erhvervsrettede konstabeluddannelse tager tre år og ni måneder, før soldaterne står med et uddannelsesbevis i hånden og kan kalde sig faglærte.