Industritekniker Frederik til DM i drejebænk

Bag computerskærmen træner 20-årige Frederik Rasmussen til DM i Skills, hvor han skal dyste som en af landets seks bedste industriteknikere

Til dagligt er Frederik Rasmussen fra Esbjerg i lære som industritekniker ved MJC Metal. Den 18. – 20. januar er lærepladsen dog skiftet ud med Skills-arenaen i MCH i Herning. 

Selvom det er industriteknikerens første møde med talentkonkurrencen for unge håndværkere, er han helt klar over, hvordan han skal forberede sig på danmarksmesterskabet.

- Jeg træner ved at arbejde i vores CAM-program, som er et program på computeren. Jeg får først opgaven, lige før konkurrencen starter, men det er helt sikkert, at godt 95 % af tiden skal bruges foran computeren. Jeg har nogle gamle opgaver fra DM og VM, som jeg går ud fra, og så træner jeg sammen med min træner Nick, forklarer Frederik Rasmussen.

En rolig vestjyde

Frederik Rasmussen tager det køligt, at han er blandt toppen i Danmark inden for sit fag, og holder forventningerne på lavt blus.

- Jeg håber da på det bedste, men jeg vil ikke give mig selv for høje forventninger, så jeg bliver skuffet over mig selv. Jeg tager det stille og roligt, siger han.

Der er dog også plads til en lun kommentar om konkurrencens udfald.

- Jeg plejer at sige, at enten så går det godt, eller også så går det over, joker den unge industritekniker. 

Frederik Rasmussen er i slutningen af sin uddannelse, og han forventer at blive udlært i august 2018. Fremtiden ligger endnu ikke fast, men han håber, at Skills-deltagelsen kan være med til at åbne døre.

- Jeg vil gerne være stillet bedst muligt for fremtiden, og så ser det godt ud på CV’et at have deltaget i Skills. Man skal jo kunne sit kram for at komme med til DM, slutter Frederik Rasmussen.

DM i Skills løber af stablen den 18. – 20. januar 2018 i MCH i Herning. Her dyster 300 af landets dygtigste, unge håndværkere om at blive den bedste inden for deres fag.

Herningsholm Erhvervsskole er repræsenteret med 10 elever inden for fagene bygningssnedker, frisør, industritekniker, maskinsnedker, mediegrafiker, murer og tømrer.

Til DM i Skills er der gratis adgang for alle.