Maskinsnedker Dennis træner til DM i Skills

Når danmarksmesterskabet for unge håndværkere om kort tid skydes i gang, er Dennis Nielsen fra Team Herningsholm med for at dyste blandt de dygtigste maskinsnedkere

For 21-årige Dennis Nielsen er omdrejningspunktet det samme, om han er trukket i arbejdstøjet i snedkerværkstedet eller sidder foran computeren hjemme i Skovlund. Den 18. januar går det løs til DM i Skills, og Dennis træner på højtryk

- Vi skal lave et rullebord med to skuffer og en tapsamling. Jeg er i gang med at kigge på tegninger og lave opskæringsseddel. Ud over det laver jeg operationskort, hvor jeg kigger på, hvilke maskiner jeg skal bruge, og i hvilken rækkefølge tingene skal laves. Derhjemme bruger jeg tiden på at øve mig på CNC-programmering på computer, forklarer han.

Udfordring og masser af læring

Dennis Nielsen har tidligere været med til udtagelsen til DM, hvor han dog ikke gik videre. Den unge maskinsnedker var dog ikke i tvivl om, at han gerne ville give det et skud til, da chancen bød sig.

- Jeg vil gerne udfordre mig selv og finde ud af, hvor meget jeg kan klare under det pres, der er under hele konkurrencen. Du skal både nå det hele og gøre det så godt som muligt. Jeg har også lært rigtigt meget under hele forløbet med for eksempel ekstra undervisning i CAD/CAM-maskiner, så det er læringsmæssigt en kæmpe guldklump, siger Dennis Nielsen.

Til danmarksmesterskabet i Herning dyster samlet set fem maskinsnedkere, hvoraf to kommer fra Herningsholm Erhvervsskole.

Skills og svendeprøve

 Dennis Nielsen er spændt på, om de mange timers træning i værkstedet bærer frugt til DM.

- Jeg håber på det bedste, og vil da gerne have det bedst mulige resultat, siger han.

Men det er ikke kun Skills-forberedelser, der fylder for den unge maskinsnedker. Til februar udrinder hans læretid hos HTH – Nobia Danmark, og han skal lave den afsluttende svendeprøve. 

- Jeg vil gerne blive ved med at arbejde inden for faget, og jeg håber på, at jeg kan fortsætte hos HTH, når jeg bliver udlært nu her, siger Dennis Nielsen om sine fremtidsplaner.

DM i Skills løber af stablen den 18. – 20. januar 2018 i MCH i Herning. Her dyster 300 af landets dygtigste, unge håndværkere om at blive den bedste inden for deres fag.

Herningsholm Erhvervsskole er repræsenteret med 14 elever inden for fagene bygningssnedker, detail, frisør, industritekniker, maskinsnedker, mediegrafiker, murer og tømrer.

Til DM i Skills er der gratis adgang for alle.