Ny butik ser dagens lys

Tirsdag den 9. januar slog nogle spændte elever fra skolepraktikken på SKP detail dørene op for den nye butik Fraadseriet, som eleverne frem over selv skal betjene og holde kørende. Det foregik med festlig pomp og pragt samt indvielsestale fra Herningsholm Erhvervsskoles direktør

Luften dirrede af travlhed og forventningsfuld spænding op til åbningen af den nye butik, Fraadseriet, der er opstået ud af et ønske om at sikre, at salgsassistenteleverne i skolepraktik får en reel erfaring i butik, og at de kommer rundt om alle dimensionerne ved butikslivet såsom kundeservice, ledelse, sortiment, indretning og markedsføring med mere.

Derfor havde skolepraktikeleverne da også skænket cider i de højstilkede glas samt anrettet chokolade på serverfadene for de mange fremmødte gæster, da Herningsholm Erhvervsskoles direktør, Allan Kortnum efter først at have ønsket tillykke, klippede snoren over og derved officielt indviede den nye butik.

-Det har været mega spændende. Det er vildt og det er en stor ære at være med til. Vi glæder os virkelig til at se, hvordan det videre går. Jeg har før været i butik, men jeg har alligevel lært rigtig meget brugbart nyt om blandt andet vigtigheden af indretningen og betydningen af markedsføring, udtaler Christina Fagerlund, en af salgsassistenteleverne i skolepraktik. 

Aase Olsen, der også er salgsassistent i skolepraktik, fortæller at eleverne har været i gang med planlægning og opstilling med videre siden november. 

-Vi har meget kriller i maven i dag. Det har været hårdt, men også spændende at være med til, og vi har lært meget i processen, som vi kan tage med os, når vi skal videre, siger Aase Olsen. 

Fraadseriet holder åbent alle hverdage fra kl. 09.30-15.30.