Transparent Commercials

Gruppen Transparent Commercials blev nummer to i sit spor i den regionale kvalifikationsrunde, så den 17.-18. april vil de tre entreprenante ungersvende være at finde blandt holdene, der skal dyste om DM i National Company Programme

2f på HHX Herningsholm er begavet med iværksættertalent ud over det sædvanlige, hvilket de seks DM-hold fra klassen tydeligt demonstrerer. Tre af disse iværksættertalenter fra 2.f. har dannet gruppen Transparent Commercials, og bag firmanavnet gemmer sig eleverne Mads Buus på 19 år, Emil Kruse Hansen på 17 år og Jimmy Høj Hansen på 19 år.

-Vi tilbyder, at virksomheder kan få mulighed for at reklamere på privates vinduer med reklamer, der kun kan ses udefra, men er gennemsigtig indefra, forklarer Emil Kruse Hansen.

Prototypen, som gruppen har fået fremstillet, er forsynet med bittesmå huller, som ikke er synlige udefra, men som indefra skaber gennemsigtighed, og gør at dagslyset kan trænge igennem.

-Vi har talt med virksomheder, der synes, det lyder rigtig spændende. Vi forestiller os, at for eksempel studerende, der ønsker at tjene lidt ved siden af SU’en, kunne have interesse i at leje deres vinduer ud, fortæller Mads Buus.

Hvordan teori skal bruges i praksis

Frem mod DM er der særligt to områder, som gruppen vil forsøge at fokusere på, at få videreudviklet på hjemmesiden, som de har oprettet for firmaet og så få fat i virksomhederne.

-DM bliver en spændende udfordring, som vi kan lære en masse af. Vi vil gerne klare det godt og få en god placering, og så tager vi det som en kæmpe oplevelse og mulighed for os at få lov til at pitche foran så mange virksomhedsfolk, siger Mads Buus.

Gruppen er enige om at de igennem processen med deltagelse i National Company Programme har lært rigtig meget.

-Vi har fået lov til at bruge den teoretiske viden, vi har fra undervisningen i praksis, og det giver altså et helt andet indblik i, hvordan den viden man har fået skal bruges, udtaler Mads Buus. 

Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab er kulminationen på undervisningsforløbet Company Programme, hvor elevteams fra hele landet lærer at omsætte ideer i praksis.

Til Danmarksmesterskabet bliver elevernes idéer, der spænder lige fra social innovation til tekniske produkter, bedømt af kompetente erhvervs- og organisationsfolk i kategorierne Rapport, Scenepræsentation, Standinterview og Lukket dommerinterview.

Der kåres en Danmarksmester, en anden- og tredjeplads samt sporvindere i hvert af de fire Company Programme-spor: Science & Technology, Society & Globalization, Business & Service og Trade & Skills.