Fokus på fremtidens fødevarer

24 timer med bioteknologi og innovation på skemaet. Den udfordring tog 14 HTX-elever imod med Case Competition på Madmødet 2021.

14 elever fra HTX på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier deltog 28. og 29. maj i 24 timers Case Competition - en del af Madmødet 2021 - arrangeret af Business Region MidtVest.

Vestjyllands Andel havde udviklet en caseopgave til htx-eleverne ud fra temaet:

”Hvordan sikrer Vestjyllands Andel sig succesfuldt at imødegå den stigende efterspørgsel af lokalt producerede, bæredygtige fødevarer, så de fortsat kan være en relevant samarbejdspartner for kunder og leverandører?”

Eleverne havde 24 timer til at arbejde med casen, inden de skulle præsentere deres idéer for et dommerpanel bestående af Anders Frederiksen (institutleder på AU-btech), Jeppe Bomann (forstander på Agroskolen) og Dorte West (byrådspolitiker Herning Kommune). De 14 elever fra tre klasser på HTX i Herning var fordelt på tre hold.

 

Fra 2x havde eleverne valgt at fokusere på muligheden for at udvikle bioplast fra landbrugsaffald - mere specifikt kartoffelrester.

 

1ux havde derimod valgt at se på, hvordan pulpen fra bioraffinering kunne bruges, når man fjerner de kvæg, der ellers tænkes at skulle omdanne pulpen til føde. De var kommet frem til, at melorm kunne leve af pulpen og forsyne kyllingeproducenter med et alternativ til soja importeret fra Sydamerika og Kina.

 

Nyt grønt eventyr

Holdet fra1v havde også kastet deres fokus på pulpen, men ville i stedet bruge den som vækstmedie for bælgplanter i vertikale landbrug. I stedet for at skære bælgplanterne, kunne pulp og plante kvases i bioraffinerings-anlægget, hvorved der ville dannes de ønskede proteiner og mere pulp-masse. En del af denne ville opblandes med afgasset gylle, mens de nødvendige bakterier for kvælstoffiksering og frø for bælgplanter kunne blandes i pulpen. Den resterende pulp ville ryge til biogas. 

 

En af denne gruppes pointer var, at et sådan anlæg kunne opføres af Vestjyllands Andel i samarbejde med AU og med medfinansiering fra de 20 millioner kroner, Herning har afsat til Bæredygtig Herning. Dette ville give et typeanlæg og ekspertise, som efterfølgende kunne eksporteres - et nyt grønt eventyr i billedet af Vestas.

 

1v-gruppen løb med sejren og fik dermed mulighed for at præsentere deres idé for et dommerpanel på 25 eksperter senere på dagen. 

 

”Landbrug lyder måske ikke som vild bioteknologi og innovation, men jeg tror ikke, at nogen af de 14 elever, der deltog i casen, længere er i tvivl. Vi har brug for en uddannelse, der producerer fremtidens agro-ingeniører her i Herning”, siger HTX-underviser Michael Elmbæk Jørgensen, der er Herningsholms tovholder på projektet.

 

Madmødet er en lang række events og aktiviteter, som alle har til formål at vise potentialet og udvikle fødevareerhvervet i de 7 kommuner, som udgør Business Region MidtVest. Målet er at skabe vækst, øget eksport og flere arbejdspladser til området.