
1. spadestik taget til nyt Fælleshus i Skills City
Fem elever og kursister fra Herningsholms forskellige uddannelsesområder tog sammen med borgmester Dorte West første spadestik til Fælleshuset, der skal være et nyt samlingspunkt for fællesskab og aktiviteter i Skills City.
Et hop på spaden og lidt koordinering skulle der til, før fem Herningsholmere og borgmester Dorte West sammen kunne tage første spadestik til Fælleshuset i Skills City.
Side om side og med hver sit skaft på den samme specialbyggede spade tog fem Herningsholmere del i første spadestik. De repræsenterede skolens fem uddannelsesområder: 10. klasse, erhvervsuddannelser, HTX, HHX og AMU.
Inden spaderne kom i jorden, talte Dorte West til de 150 fremmødte, om Hernings ambitioner som uddannelsesby.
Når vi ser på området her, som det ser ud i dag, og tænker Fælleshuset ind, så synes jeg faktisk, at vi tilbyder nogle af landets bedste rammer for erhvervsstuderende.
Dorte West, borgmester, Herning Kommune
Fælleshuset er en central del af visionen for Skills City. Her skal elever og kursister mødes på tværs af uddannelser og få nye muligheder for at skabe aktiviteter og fællesskaber. Projektet understøtter samtidig vores ambition om at skabe Europas mest gennemførte og attraktive uddannelsesby for unge på de erhvervsrettede uddannelser.
Millioner i fondsstøtte
Opførelsen af Fælleshuset og etableringen af det tilhørende udendørsområde er støttet af A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal med 60 millioner kroner.
Det er det internationalt anerkendte arkitektfirma Schmidt Hammer Lassen, som har tegnet projektet. Der vil blandt andet blive anvendt biogene materialer til byggeriet, der kommer til at bestå af to sammenhængende cirkelformer med plads til blandt andet sport, foredrag, kreaværksteder og køkkener.
”Det bliver elevernes hus, og derfor var det også helt naturligt, at det var elever fra vores forskellige uddannelser, der sammen med borgmester Dorte West tog første spadestik. Vores nye Fælleshus bliver et naturligt mødested på tværs af uddannelser i Skills City, og enhver by i Jylland med respekt for sig selv har et forsamlingshus – og det får vi nu også i Skills City,” sagde Allan Kortnum, direktør på Herningsholm.
Fælleshuset er det nyeste byggeri på Lillelundvej, hvor matriklen er blevet udvidet med byggeriet af Herningsholm Landbrugsskole og senest en færdiggørelse af byggeriet af Center for Helhedslæring.
Det kommende Fælleshus bliver nabo til Håndværkskollegiet i Herning, der er opført for Fonden for Håndværkskollegier.
Det forventes, at Fælleshuset er klar til brug i første halvår af 2028.