
67 nye tømrere, murere og snedkere fejret
Fredag den 27. marts dannede Agoraen på Herningsholm rammen om en festlig og stemningsfuld fejring af årets nyudlærte svende.
67 elever fra tømrer-, murer- og snedkeruddannelserne kunne denne dag kalde sig færdiguddannede håndværkere.
Flere end 400 gæster – herunder familie, venner, undervisere og oplæringsvirksomheder – var mødt op for at være med til at hylde de nyuddannede. Atmosfæren var præget af stolthed, glæde og store smil, da eleverne blev fejret for deres indsats og engagement gennem uddannelsen.
Fejringen bød på både klapsalver, personlige lykønskninger og rørende øjeblikke, hvor det blev tydeligt, hvor stor en milepæl svendeprøven markerer.
Fællessangene “Gi’ os lyset tilbage” og “Lyse nætter” blev sunget for af Sine Ringblom, sangcoach fra koret i Herningsholms Idræts- og Fritidsforening.

Desuden modtog tre elever, der har udmærket sig både fagligt og socialt, Herningsholm-lærlingeprisen:
Tømrer
Jonatan Thidemann Kristiansen
Udlært ved Bent Jensen A/S
Murer
Alfred Olesen Bødker
Udlært ved Murermester Jakob Kriegbaum
Maskinsnedker
Andreas Simonsen
Udlært ved Multiform A/S
På Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier er den gode elev og lærling kendetegnet ved at:
- have gode vaner
- være vedholdende i med- og modgang
- have mod
- være entreprenant
- tage ansvar
- være en god kammerat
- være reflekterende – både socialt og fagligt i forhold til sig selv og omverdenen
Prisen tildeles den nyudlærte håndværker, som i særlig grad lever op til disse kendetegn, og som samtidig er fagligt dygtig og stolt af sit håndværk.
Efter den fælles del i Agoraen fortsatte festlighederne ude i de enkelte afdelinger, hvor svendebrevene blev overrakt.
Herningsholm ønsker alle de nye svende et stort tillykke.





