
800 HHX- og HTX-elever deltog i valgdebat
Eleverne på Herningsholm Gymnasium mødte politikere fra næsten alle partier til en livlig valgdebat med spørgsmål om alt fra klima og dyrevelfærd til udenrigspolitik og velfærd.
Agoraen var fyldt til bristepunktet med flere end 800 HHX- og HTX-elever, da der mandag den 16. marts var valgdebat på Herningsholm Gymnasium.
11 af de 12 inviterede partier deltog i debatten, hvor både erfarne folketingsmedlemmer og nye politiske kandidater tog plads på scenen.

Debatten begyndte med en kort introduktion fra hvert parti, hvor politikerne havde ét minut til at præsentere sig selv og deres mærkesager. Derefter blev deltagerne blandet på tværs af blokkene i fire temarunder, hvor de diskuterede forskellige politiske emner.
De fire debatrunder tog fat på centrale temaer i den aktuelle politiske dagsorden: klima og miljø, udenrigs- og sikkerhedspolitik, udlændinge- og integrationspolitik samt prioriteringer i velfærdsstaten.

Der var stor spørgelyst blandt eleverne, som både stillede engagerede og kritiske spørgsmål til politikerne.
”Det er skønt at have så mange unge der har lyst og mod på at stille spørgsmål til politikerne. Det giver håb for fremtiden,” sagde underviser Asbjørn Stenbæksgaard, der modererede debatten.
Flere emner fyldte særligt i elevernes spørgsmål.
Grundvandsforurening, dyrevelfærd og tilskud og skatter blev diskuteret sammen med større internationale temaer som forholdet til USA og krigen i Mellemøsten. Også udsatte unge og mulighederne for videregående uddannelser blev bragt op i debatten.
Efter den officielle debat blev mange elever hængende i aulaen for at tale videre med politikerne og stille flere spørgsmål. Samtidig havde eleverne mulighed for at brevstemme på skolen. Debatten blev dermed ikke kun en samtale om demokratiet – men også en konkret mulighed for at deltage i det.
Disse folketingskandidater deltog til valgdebat på Herningsholm Gymnasium mandag den 16. marts:
• Carsten Bach fra Liberal Alliance
• Dennis Flydtkjær fra Danmarksdemokraterne
• Dina Raabjerg fra Konservative
• Jes Halfdan fra Borgernes Parti
• Katrine Evelyn Jensen fra Socialdemokratiet
• Morten Brautsch fra Moderaterne
• Michelle Sundahl fra DF
• Nicklas Stampe Raabjerg fra Alternativet
• Niels Kristian Larsen fra SF
• Philip Vivet fra Radikale Venstre
• Trine Jepsen fra Venstre






