Anna Storm hædres med diversitetspris

Hun er nyudlært tømrersvend med topkarakter fra Herningsholm. Men hun har mere end bare gennemført sin uddannelse. Undervejs har hun været med til at bane vejen for mange flere.

Onsdag den 6. maj kunne Anna Storm til store klapsalver modtage Byggeriets Diversitetsdags Indsatspris 2026 i Industriens Hus i København.

Prisen gives til en person eller organisation, der har gjort en særlig indsats for at højne diversiteten i bygge- og anlægsbranchen – og som inspirerer andre med det gode eksempel.

Og Anna Storm gør netop det.

Anna er medstifter af Danmarks første kvindeejede tømrervirksomhed, S&S Heritage & Build, og har helt konkret bidraget til både rekruttering og fastholdelse i faget. Blandt andet ved at hjælpe flere end 25 lærlinge i job og udvikle modeller for systematisk onboarding og mentorskab for kvinder i byggeriet. Samtidig er hun sammen med et sjak af kvindelige håndværkere i gang med at renovere et krisecenter.

Efter prisuddelingen fik Anna overrakt en gave fra Herningsholm af Anders Lynge, som var hendes underviser på tømreruddannelsen.