Besøgende kom helt tæt på Herningsholms fortid og fremtid

Herningsholm inviterede inden for til oplæg og rundvisning i forbindelse med 150-årsjubilæet

Der var nedslag i den lange historie og bud på, hvad fremtiden bringer, da Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier mandag slog dørene op i anledning af skolens 150-årsjubilæum.

Direktør Allan Kortnum holdt i løbet af dagen oplæg for tre hold, der efterfølgende var på rundvisning.

Han kom ind på, hvordan skolen blev etableret i 1876 i en by, der på daværende tidspunkt dårligt kunne kaldes en by.

”Det var Herning Haandværkerforening, der ønskede sig en teknisk skole i deres del af landet. Oprettelsen af skolen kommer nedefra, og hvis det ikke havde været for den lokale handlekraft og fremsynethed, så havde der ikke været en skole i dag,” sagde Allan.

Skolens historie og udvikling blev gennemgået, og så blev der kigget frem.

”Vi kan ikke spå om de næste 150 år, men vi kan nok godt gætte på, hvad der kommer til at præge Herningsholm de næste 10 år. Her vil emner som det bæredygtige og AI med stor sandsynlighed komme til at spille en central rolle,” sagde direktøren.

De to tidligere undervisere Poul Erik Nørtoft Thomsen og Poul Erik Larsen var blandt de besøgende. Her fotograferet i skolens tandklinik.

Glædeligt gensyn

Blandt dagens besøgende var et par tidligere undervisere, der havde benyttet lejligheden til at få et glædeligt gensyn med deres gamle arbejdsplads.

Poul Erik Larsen, kendt som Prik, var i 27 år underviser på mediegrafikeruddannelsen og havde set frem til at genbesøge Herningsholm.

”Det er dejligt at være tilbage og se den gamle skole, men her er lidt koldt,” sagde han og forklarede, at han i dag bor i Kenya.

Poul Erik Nørtoft Thomsen, kendt som Polle, var i næsten 40 år underviser på skolen også på grafisk. Han er i dag oldermand i skolens seniorklub, som alle tidligere ansatte kan blive en del af.

”Vi er en gruppe tidligere ansatte, der nyder at holde kontakten med vores gamle arbejdsplads i live, og det er dejligt at være tilbage” fortalte han.