
Nye rammer for helhedslæring står klar
Onsdag blev Center for Helhedslæring officielt indviet.
Her i de nye rummelige rammer skal der være undervisning i forskellige bygge- og anlægsuddannelser. Det nye center skal også gøre det nemmere at gennemføre undervisning på tværs af fag og uddannelser kendt som helhedslæring.
Uddannelsesdirektør Martin Holmgaard siger om det nye center:
Vi har nu fået nogle rigtig gode rammer til at få flere fag til at arbejde sammen.
Og der er god grund til at få de forskellige faggrupper til at samarbejde:
Der er et spild på 10-30 procent i byggebranchen, og noget af det spild kan reduceres gennem kommunikation og samarbejde. Der er altså et rigtig stort incitament, siger Martin Holmgaard.

Samarbejde på tværs
Herningsholm har arbejdet med helhedslæring i 10-12 år og er en af de eneste skoler i landet, der gør det.
Både elever og undervisere er begejstrede for at samarbejde på tværs. Vi skal ikke uddanne multihåndværkere, tværtimod, men det der sker, det er, at med indsigt i andres faglighed bliver eleverne stærkere i deres egen.
Indvielsen af Center for Helhedslæring blev naturligvis fejret med grillpølser.




