
Elias vinder DI Østjyllands Lærlingepris
Faglig dygtighed, engagement og stærke menneskelige kvaliteter har sikret tømrerlærling Elias Benthin DI Østjyllands Lærlingepris
Stort tillykke til Elias Benthin, der er blevet hædret med DI Østjyllands Lærlingepris.
Prisen gives til lærlinge, der udmærker sig både fagligt og personligt – og netop den kombination har kendetegnet Elias gennem hele hans uddannelse.

Undervejs har han blandt andet deltaget i regionsmesterskaber, DM i Skills og trænet med tømrerlandsholdet. Ved siden af skole, læreplads og Skills-træning har han også startet sin egen virksomhed.
Men det er ikke kun de faglige præstationer, der har gjort indtryk.
I indstillingen til prisen bliver Elias beskrevet som:
... en lærling, en leder, en elev, en håndværker og en ven, der har rørt og begavet vores alles vej, og som i den grad fortjener et skulderklap, men som også står som en kæmpe rollemodel for vores branche og for, hvordan man kan gå igennem en erhvervsuddannelse både fagligt og menneskeligt og inspirere med sit væsen på tværs af både alder og anciennitet
Prisen blev overrakt af Johnny Bæk, bestyrelsesmedlem hos DI Østjylland, og Skanderborgs borgmester Frands Fischer.
Elias er udlært hos Tømrer-, Murer- & Kloakmester John A. Laursen A/S og blev ved prisoverrækkelsen fejret af sin læremester Jacob Udsen, Jesper Steen Nielsen, uddannelseschef for tømreruddannelsen på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier, og tidligere klassekammerat Anna Storm. De har alle været med til at indstille Elias til prisen.
Stort tillykke til Elias med den flotte anerkendelse.