
Fra spørgsmål til stemmer: Unge engagerer sig i lokalpolitik på Herningsholm
Offentlig transport, kulturliv og muligheden for et ungeråd var blandt de emner, der fyldte, da eleverne på HHX og HTX på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier mødte de lokale kandidater til valgdebat.
Det summede af aktivitet, da omkring 900 elever fra HTX og HHX på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier samledes til debat – og engagementet var stort. Hænderne røg i vejret, og spørgsmålene stod i kø til de syv kommunalpolitikere på scenen. For mange af eleverne var det første gang, de stod over for at skulle stemme – omkring en tredjedel af de fremmødte er førstegangsvælgere.
”Det er rigtig vigtigt med sådan en debat, og at eleverne bliver opdraget i, at der er denne demokratiske proces – og at det er noget, man skal være en del af. Det er jo den mulighed, man har for at gøre sin stemme gældende,” siger Morten Harde Clausen, uddannelsesleder på HHX Herning.
Eleverne satte dagsordenen
Eleverne havde forberedt sig i undervisningen, og spørgsmålene spændte fra det helt nære til de større temaer, der præger hverdagen for unge i Herning: kulturliv, transport og ønsket om mere inddragelse i kommunalpolitikken.
”De er så seje, og de tør at stille kritiske spørgsmål,” fortæller underviser Asbjørn Stenbæksgaard, der var ordstyrer på dagen.

Demokratisk dannelse i praksis
Engagementet stopper ikke ved dagens debat. På selve valgaftenen bliver gymnasiets elever igen en del af processen – denne gang som stemmetællere. Omkring 75 elever fra 2. og 3. årgang deltager i optællingen, hvor de får indblik i, hvordan demokratiet fungerer bag kulisserne.
"Jeg vil gerne se, hvordan det ser ud bag kulisserne, og så synes jeg, det ville være hyggeligt at gøre det sammen med mine veninder," siger Sophia.
"Man kan få lidt mere indsigt i det og tage ansvar, så det ikke altid bare er overladt til de ældre," tilføjer Emma.
For Oliver handler det om fællesskab og ansvar:
"Det er jo vigtigt, at vi yder et eller andet til vores fælles samfund. Sådan helt generelt vil jeg sige, at det er vigtigt at tage del i vores samfund og at tage del i vores lokale samfund."
Glimt fra valgdebatten



