
Fra VVS-lærling til DM-finalist
Selv små afvigelser kan få afgørende betydning, når Jesper Clausen stiller op i kampen om titlen som Danmarks bedste VVS-energispecialist.
Ikke meget overlades til tilfældigheder, når Jesper Clausen arbejder.
Hver bøjning, hvert mål og hver installation skal sidde, som den skal.
Til daglig er han lærling hos Hanning VVS og godt i gang med uddannelsen til VVS-energispecialist på Herningsholm.
Den 22.-25. april står han i Hjørring som en af finaledeltagerne ved DM i Skills.
"Det er en kæmpe oplevelse at få lov til at prøve sig selv af og arbejde under pres," siger han.
Kan ses med det samme
Vejen ind i faget begyndte i en praktik hos et VVS-firma.
"Jeg startede som arbejdsdreng og fandt hurtigt ud af, at det var noget for mig. Så valgte jeg at gå i lære," siger Jesper.
Det var især hverdagen i arbejdet, der fangede hans interesse.
"Man kommer mange forskellige steder hen, og folk er som regel tilfredse, når man kører igen. Man kan med det samme se, at det, man laver, gør en forskel," siger han.
Bag deltagelsen i DM i Skills står også en læreplads, der giver plads til at udvikle sig.
"Jeg er rigtig glad for, at Hanning VVS prioriterer at sende mig af sted. Det betyder meget, at de giver tid og opbakning. Både på arbejdet og i værkstederne på Herningsholm bliver jeg lært op af dygtige håndværkere. De tager sig tid til at forklare tingene ordentligt," siger Jesper.

Håndværk læres ikke uden fejl.
“Jeg glemte engang at lukke en luftskrue på en radiator, og så løb der vand ud i flere timer, efter vi var kørt,” siger Jesper og smiler skævt.
“Det lærer man af. Nogle gange skal man lære det på den hårde måde – men man skal også kunne komme videre.”

Ikke to dage er ens. Den ene dag er man i et supermarked, den næste i en lejlighed. Man møder mange forskellige mennesker og opgaver, og det gør arbejdet spændende.
Jesper Clausen, DM-deltager
Skal præstere under pres
Til DM i Skills bliver det netop evnen til at levere under pres, der bliver afgørende.
“Det handler om både tid og præcision. Man skal nå opgaven og samtidig ramme de mål, der er sat,” siger Jesper.
Omvendt er der heller ikke tid til at være i tvivl.
“Man skal kunne stole på sit arbejde. Hvis man hele tiden skal måle efter, så bruger man for meget tid. Jeg fokuserer på det, jeg er sikker i – og øver det, så det sidder på rygraden,” siger han.
Resten må afgøres på dagen.