Frisurerne skifter – kollegerne bliver

Da vi i forbindelse med Herningsholms 150-årsjubilæum dykkede ned i arkiverne, fandt vi klassebilleder og portrætter, hvor både tøj og frisurer ret præcist afslører, hvilken tid de stammer fra.

Men flere af ansigterne var stadig velkendte.

For selv om frisurerne har ændret sig, er mange af personerne på billederne her endnu. På Herningsholm er det ikke usædvanligt at kunne fejre medarbejderes 25-, 30- eller 40-årsjubilæum. Nogle har endda været elever her, før de blev medarbejdere.

I anledning af skolens eget jubilæum har vi talt med fire af dem med en lang historie her på stedet; Om et langt arbejdsliv på Herningsholm, og om hvad der får mennesker til at blive på den samme arbejdsplads i årtier.

For flere begyndte forholdet til Herningsholm længe før den første arbejdsdag.

Tømrerfaglærer og landstræner for Skills Anders Lynge blev udlært tømrer fra skolen i slutningen af 1970'erne og vendte tilbage som timelærer i 1985.

Snedkerunderviser Tommy tog basisår her i 1978 og blev senere kollega med nogle af de lærere, der havde undervist ham.

Receptionist Anja var elev på skolen i begyndelsen af 1990'erne og vendte tilbage som medarbejder i 2004.

Ulla Britt har tilbragt 40 år som underviser på tandklinikassistentuddannelsen.

Hendes første møde med eleverne tydede ellers ikke nødvendigvis på, at det skulle blive til fire årtier.

– På min første dag med elever kom jeg for sent. Jeg kommer ellers altid i meget god tid, og jeg kan tydeligt huske, at alle cheferne stod derinde. Det var ikke en stor succes. Så det er ikke sket siden!

Da vi talte med hende, var det på hendes sidste arbejdsdag. Og selv efter 40 år var det ikke lysten til arbejdet, der var forsvundet.

– Jeg elsker mit fag, men jeg brænder også for at gøre en forskel for nogen. Det er det, der har været drivkraften gennem alle årene. Det kommer jeg til at savne.

Når man har været på Herningsholm i flere årtier, får man også et ret godt udsyn over skolens udvikling.

De fire har tilsammen oplevet navneskifte, sammenlægninger, reformer, nye uddannelser og en skole, der er vokset markant.

Anders husker en tid, hvor alle lærere havde fælles lærerværelse og kantine. Anja husker, hvordan intern post blev kørt mellem skolens adresser i en postbil, og eleverne på skolehjemmet fik kostpenge udleveret kontant i små poser.

I dag ser både skolen og hverdagen noget anderledes ud.

Men fortællingerne handler ikke kun om forandringer. De fortæller også om en kultur, hvor der er plads til at udvikle fagligheden og handle på gode idéer.

Anders kalder det Herning-ånden:

– Jeg er stolt af vores skole. Her spørger man ikke om tingene, her gør man det bare. Hvis vi ikke har det, så laver vi det bare.

For ham har den tilgang blandt andet ført til mange års arbejde med Skills og træning af nogle af landets dygtigste unge håndværkere.

Tommy oplever samme ambition i snedkerafdelingen, som gennem årene har udviklet sig fra en lille afdeling til også at spille en rolle, når uddannelsen udvikles nationalt.

– Vi har høj faglig stolthed. Vi vil gerne være med der, hvor beslutningerne bliver taget, og vi er også nogle af dem, der bliver spurgt, når der skal laves nye fag i uddannelsen.

Fagligheden fylder meget i samtalerne. Men når de fire skal beskrive Herningsholm som arbejdsplads, vender de igen og igen tilbage til menneskerne omkring dem.

Anders fremhæver det stærke sammenhold i sin afdeling. Tommy fortæller om gode kolleger både i egen afdeling og på tværs af skolen og om et fællesskab, der også rækker ud over arbejdstiden.

– Det har altid været en god skole. Gode kolleger – også på tværs af afdelingerne. Vi møder hinanden på tværs både i vores projekter og i de kulturelle arrangementer. Det synes jeg, man har fastholdt.

For Ulla Britt handler det også om den opbakning, der viser sig, når arbejdslivet bliver ramt af det virkelige liv.

– Når man har brug for det, og ens verden ramler, så er der en opbakning her. Der er bare et netværk, både fra fantastiske kolleger og fra ledelsens side.

På 150 år har Herningsholm fået flere bygninger, flere uddannelser og langt flere mennesker. Meget har ændret sig – heldigvis også frisurerne på nogle af arkivbillederne.

Men måske fortæller det noget om en arbejdsplads, at ansigterne stadig er genkendelige.

For mursten kan fortælle meget om Herningsholms udvikling. Men det er menneskerne, der gør skolen til noget særligt.