Gert Tranekær Sørensen, pedel på Handelsgymnasiet Ikast-Brande, nyder sit arbejdsliv og kan fejre 25-årsjubilæum ude i den friske luft

Det var ikke kærlighed ved første blik.

Det fortæller pedel Gert Tranekær Sørensen om sin opstart, da han 1. august 2001 startede på det, der dengang hed Herning Handelsskole på Nørholmvej.

”Det første halve år, jeg var ansat, gik jeg og tænkte ved mig selv, at jeg ville finde et nyt arbejde,” fortæller Gert.

”Men så fik vi en ny chef, og der kom en ny kollega til, og så skete der noget,” fortæller den 60-årige jubilar, som efterhånden flere gange har oplevet at blive flyttet rundt i forbindelse med, at uddannelsesinstitutioner har fusioneret og skiftet navn.

Ud under åben himmel

Gert har efterhånden slået sine folder på de fleste af de adresser, som gennem tidens løb er blevet en del af Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.

Han har været et halvt år på Lillelundvej, men lærte efter eget udsagn aldrig helt at finde rundt på det store campus. Han har været på den tidligere landbrugsskole i Hammerum, og de seneste tre år har han været såkaldt udemand på Handelsgymnasiet Ikast-Brande. Som en del af den stilling har han også ansvaret for at passe området ved skolelandbruget på Lundvej.

Han elsker sin nuværende rolle, men præcis som for 25 år siden skulle han lige vænne sig til de nye opgaver og omgivelser.

”Hver gang, jeg er blevet flyttet rundt, er jeg blevet gal,” siger Gert med et smil.

”Jeg blev også gal, da jeg kom udenfor, men jeg har aldrig haft det bedre. Jeg passer mig selv, slår græs, bruger gasbrænderen, ordner ukrudt; Det er bare dejligt. Og om vinteren er vi to, der deler vintervagten, hvor vi hver anden weekend har ansvaret for at skrabe fortov, hvis der er sne. Vi har også vintervagten om sommeren, men der er ikke så meget at lave,” siger han med et grin.

Gert Tranekær Sørensen nyder livet som udemand i Ikast.

Savner sine kollegaer

Det eneste minus ved at arbejde alene ude i det fri er, at der ikke er nogen kolleger.

”Dem savner jeg,” siger Gert og fortæller, at han heldigvis ser dem til et møde en gang om ugen.

”Så driller vi hinanden, når vi ses. De siger for eksempel til mig: Nå, er du her stadig,” griner Gert.

Udover arbejdsfamilien har Gert en familie hjemme i Sdr. Felding. Den tæller hustruen Sonja og de to sønner Jan og Kim.

Fritiden bruger han også udenfor. Han og hustruen kører på racercykel i Sdr. Felding Cykelklub, og i 2017 var de to på langtur, da de cyklede til Paris. Det tog syv dage, og da de kom frem, overværede de afslutningen på årets Tour de France i den franske hovedstad. Det var en fantastisk tur, mindes Gert.

”Men jeg gør det ikke igen,” siger han med et grin og forklarer, at han først for nyligt er stoppet med at være øm bagi.

Udover cykling følger Gert med i fodbold. Han spillede selv som ung, men i dag nøjes han med at se på. Han holder med Liverpool, og så ser han og hustruen alle FC Midtjyllands kampe. De tager også til udlandet engang i mellem som for eksempel sidste år, hvor de fulgte med midtjyderne til Rom for at spille Europa League-kamp.

Det flotte 25-årsjubilæum bliver fejret fredag 21. august med familie og venner på skolehjemmet.