
Jubilæum fejret på Håndværkskollegiet
Tak for at I er med til at udvikle vores egn, lød det fra både Hernings og Ikast-Brandes borgmester ved markeringen af Herningholms 150-årsjubilæum.
Håndværkskollegiet dannede tirsdag rammen om en fejring af Herningsholms 150-årsjubilæum for særligt udvalgte gæster.
Direktør Allan Kortnum holdt velkomsttale, og der var taler ved Hernings borgmester Dorte West (V) og Ikast-Brandes borgmester Ib Lauritsen (V).
Begge roste Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier for at være med til at udvikle vores landsdel.
"I er en hjørnesten i vores kommune," sagde Dorte West og fortalte om Herning Byråds ambitiøse uddannelsespolitik.
"Herning vil være Danmarks bedste uddannelsessted. Vi ved at ambitionen er høj, men i byrådet vil vi gøre alt for at det lykkedes. Gode velfungerede uddannelser er afgørende for vores områdes fremtid og velstand, og sådan et uddannelsessted er vi samlet på i dag. Optaget slår rekord, og I tager hele tiden nye skridt ind i fremtiden."
Allan roste kommunens ambition og tilføjede med et smil, at visionen for Skills City er at lave Europas mest gennemførte og attraktive samfund for unge på erhvervsrettede uddannelser.

Det gode samarbejde
Ikast-Brandes borgmester takkede i sin tale for samarbejdet med Herningsholm.
"Der er ikke meget, der startede for 150 år siden, som eksisterer i dag. Men det gør I, og det må være ensbetydende med, at det, man startede dengang, var en god ide. Herningsholm er stor og relevant. Det er en stor paraply, og i den forbindelse vil jeg godt nævne, at der findes en afdeling i Ikast - vores handelsgymnasium - der med 280 elever fordelt på 11 klasser nyder stor fremgang og er en succeshistorie," sagde Ib Lauritsen og takkede for samarbejdet omkring den uddannelse.

Det vil præge fremtiden
Allan sluttede af med at komme med sine bud på emner, der vil præge de næste 10-30 år.
Det gjorde han ved at stille seks spørgsmål, hvor svaret til dem alle er ja:
Kommer det grønne til at fylde mere?
Kommer kunstig intelligens til at fylde mere?
Kommer demografi til at fylde mere?
Kommer fonde og eksterne midler til at betyde mere?
Kommer uddannelsesreformen til at betyde noget?
Kommer samarbejde til at betyde mere?
Fredag er der jubilæums-fejring for skolens ansatte.

