Historisk vinteroptag på tekniske erhvervsuddannelser

DIVERSITET
EUD
HERNINGSHOLM

Herningsholm oplever den største søgning nogensinde til skolens tekniske erhvervsuddannelser og sætter samtidig rekord i andelen af kvindelige elever efter flere års målrettet arbejde med diversitet.

Aldrig før har så mange valgt en teknisk erhvervsuddannelse på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier. 341 nye elever er netop budt velkommen på uddannelser som tømrer, cykelmekaniker, elektriker, smed og data- og kommunikationsuddannelsen.

Samtidig sætter skolen rekord i andelen af kvindelige elever på de tekniske uddannelser. Antallet af kvinder er steget med 158 procent siden 2020, og udviklingen er ifølge direktør Allan Kortnum resultatet af et langsigtet og målrettet arbejde med diversitet.

“Vi har arbejdet systematisk med at fremme diversiteten på de tekniske erhvervsuddannelser i syv år, og nu begynder indsatsen for alvor at give pote. Hvis vi skal løfte vores samfundsopgave og uddanne flere til de tekniske fag, giver det ganske enkelt ikke mening kun at rekruttere fra halvdelen af befolkningen. Jeg er derfor kisteglad over, at vi både sætter rekord i søgning og i antallet af kvindelige elever. Det er en udvikling, vi kun har nået i tæt samarbejde med blandt andre Foreningen Divérs, som har været en fast og værdifuld sparringspartner,” siger Allan Kortnum.

Andelen af kvindelige elever på Herningsholms tekniske erhvervsuddannelser er steget med 158 procent siden 2020.

Opstart flere gange årligt

På årets vinteroptag er antallet af kvindelige elever steget fra 19 til 49. Det betyder, at der nu er kvinder på samtlige tekniske erhvervsuddannelser på Herningsholm – med undtagelse af én.

Herningsholm udbyder en lang række forskellige tekniske erhvervsuddannelser med start i januar. Grundforløb 2 er den del af en erhvervsuddannelse, hvor eleverne søger direkte ind på det fag, de vil uddanne sig inden for.

Herningsholm har opstart på grundforløb 2 flere gange årligt, og vinteroptaget havde første skoledag den 19. januar. Blandt andet er der startet ti kvindelige industriteknikere, hvilket svarer til mere end hver fjerde, og halvdelen af nye elever på landbrugsuddannelsen og snedkeruddannelsen er kvinder.

På vinteroptaget 2026 er antallet af kvinder steget fra 19 til 49. Der er nu kvinder på alle skolens tekniske erhvervsuddannelser – med undtagelse af én.

Styrker både fastholdelse og faglighed

Diversitetsindsatsen handler ifølge Herningsholms direktør ikke kun om ligestilling, men også om kvalitet og fastholdelse.

“Vi ved fra forskningen, at kønsminoriteter har større risiko for frafald – uanset om det er mænd eller kvinder, der er i undertal. Derfor er en diversitetsindsats også en frafaldsindsats,” siger Allan Kortnum.

Derudover peger han på, at mangfoldige læringsmiljøer skaber bedre løsninger – både i undervisningen og senere på arbejdsmarkedet.

“Mangfoldighed giver stærkere faglige løsninger. Det gælder i undervisningslokalet, på produktionsgulvet og i virksomhedernes hverdag. Den større diversitet styrker det sociale fællesskab på skolen og kommer i sidste ende også virksomhederne til gavn,” siger Allan Kortnum.

Halvdelen af snedkereleverne og landbrugseleverne på grundforløb 2 er kvinder. Der er også startet bl.a. ti kvindelige industriteknikere, fire elektrikere og fem murere.

Stor interesse for industri, energi og grøn omstilling

Flere tekniske uddannelser oplever i år rekordstor søgning. Især industriteknikeruddannelsen og VVS-energiuddannelsen hører til blandt årets højdespringere, hvilket afspejler erhvervslivets stigende behov for teknisk faglært arbejdskraft inden for industri, energi og grøn omstilling.

Herningsholm arbejder løbende på at styrke både faciliteterne og samarbejdet med lokale og regionale virksomheder. Blandt andet står nye faciliteter til struktøruddannelserne klar til brug i foråret.

Fremgangen vækker glæde hos Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande, som arbejder målrettet med udvikling og vækst i erhvervslivet i tæt samarbejde med Herning og Ikast-Brande kommuner.

”Vores virksomheder har brug for dygtige hænder og skarpe hoveder – og gerne mange af dem. Så det er virkelig gode nyheder, at Herningsholm sætter flere rekorder. Både når det kommer til det samlede optag og til at få flere kvindelige elever inden for en række vigtige og efterspurgte fag. Uddannelse er en af hovednøglerne til at løse de udfordringer, vi står over for med manglen på kvalificeret arbejdskraft, så den her udvikling kan få stor betydning for vores område,” siger Rasmus Norup, direktør for Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande.

”I samme forbindelse vil vi gerne rose Herningsholm for en målrettet indsats gennem flere år, som nu giver flotte, konkrete resultater. Med stærke uddannelser, topkvalificeret personale og ikke mindst imponerende rammer har erhvervsskolen tydeligvis det, som kan få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse,” siger Rasmus Norup.

Kontaktinformation

Allan Kortnum, direktør
Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier
Tlf. 2542 4501

Rasmus Norup, direktør
Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande
Tlf. 9189 8813