
Jasmina vil sætte sit præg på DM i Skills
Ung mediegrafiker-elev er klar til landets største fagscene.
For Jasmina Fonnesbæk Kristensen handler grafisk arbejde om at omsætte idéer til visuelle løsninger, der fungerer i praksis.
Til daglig er hun elev hos JBS Textile Group A/S. 22.-25. april stiller hun op ved DM i Skills i disciplinen mediegrafiker.
For den unge elev fra Herningsholm er udtagelsen ikke blot en konkurrence, men en anerkendelse.
”Det er et kæmpe cadeau at blive udtaget. Og jeg synes, det er vigtigt, at jeg kan være med til at inspirere andre til at vælge en erhvervsuddannelse,” siger hun.
Kreativitet under tidspres
Vejen til DM begyndte på skolen, hvor en intern Graphic Skills Challenge satte eleverne på prøve i et format, der spejlede konkurrencens vilkår: stram tid, høje krav og kreativitet på kommando.
"Vi skulle arbejde under tidspres og finde løsninger hurtigt. Bagefter blev jeg ringet op og fik at vide, at jeg var udtaget," fortæller Jasmina.
Erfaringen med konkurrencens intensitet har hun allerede stiftet bekendtskab med. Sidste år fulgte hun med, da en tidligere elev fra samme uddannelse, Frida, repræsenterede Danmark ved EuroSkills på hjemmebanen i Herning.
"Man kan virkelig mærke tidspresset. Man skal være skarp hele tiden. Det er en hård konkurrence, men også en megafed mulighed," siger hun.
Det er dog ikke kun konkurrencen, der trækker i hende.
"Jeg glæder mig også til fællesskabet og til at møde de andre deltagere."

Opbakning fra lærepladsen
Hos oplæringsvirksomheden JBS Textile Group A/S er arbejdsopgaverne tilsvarende varierede. Jasmina arbejder med visuelle identiteter, digitale løsninger, trykte kataloger og konceptudvikling. Ofte sker det i tæt samspil med virksomhedens øvrige funktioner.
Netop forbindelsen mellem det kreative og det konkrete er ofte det, der driver hende.
"Det fedeste er, at det, man laver, kommer ud i virkeligheden. Når folk spørger, hvad jeg har lavet, kan jeg sige: Det kan du måske se i butikkerne om et år."
Bag DM-deltagelsen står også en læreplads, der giver rum.
"Min læreplads har været utrolig støttende. Det betyder meget at have nogen, der bakker op," siger hun.
Med tiden er ansvaret vokset.
"I starten spurgte jeg meget. Nu bliver jeg selv spurgt til råds. Det er en udvikling, man virkelig mærker. Vi har det godt sammen. Der er plads til både grin og faglighed," siger Jasmina.
Fra idé til virkelighed
Mediegrafikerfaget spænder bredt – fra idéudvikling til færdige visuelle løsninger.
"Som mediegrafiker arbejder jeg med alt fra logoer og plakater til video, animation, branding og webdesign," siger Jasmina.
Arbejdet handler ikke kun om æstetik, men også om funktion, fortælling og originalitet.
"Jeg vil ikke bare lave noget, der ligner alt det andet. Det skal have sit eget udtryk," siger hun.
Hverdagen er samtidig præget af deadlines og nødvendige prioriteringer.
"Man vil gerne være nytænkende, men der er ikke uendelig tid. På et tidspunkt skal der træffes et valg, så man kan komme videre i processen."
Hun fremhæver selv visuel identitet, konceptudvikling og trykte formater som sine styrker.
At finde sin retning
Interessen for det visuelle går tilbage til barndommen.
"Jeg har altid været kreativ. Jeg har tegnet og lavet ting med hænderne – det har været mit rum," siger hun.
Allerede i 9. klasse stødte hun på uddannelsen, men valgte at give sig selv tid:
"Jeg var ikke klar med det samme. Men efter et år vidste jeg, at det var den vej, jeg ville. Og da jeg først begyndte, gav det mening."
Overgangen til arbejdslivet var dog ikke uden modstand.
"Det svære var ikke faget, men det at komme direkte ud på en arbejdsplads som 16-årig. Det er noget andet end en gymnasial uddannelse. Til gengæld har det gjort mig mere robust," siger Jasmina.