
”Eleverne er mine arbejdsgivere"
Birger Rasmussen underviser på samme måde, som man skyder med maskinpistol: Korte byger. Landbrugsunderviseren kan 1. september fejre 50-årsjubilæum
80-årige Birger Andreas Rasmussen kan fejre et halvt århundrede som underviser på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.
”Det har været en spændende rejse,” siger Birger, som er underviser på Herningsholm Landbrugsskole.
”De første år havde jeg markpraktik, hvor de unge lærte at pløje, harve og så. I 80’erne stod jeg for at undervise i finansiering, i 00’erne havde jeg økonomi, og de seneste par år er det matematik og grundlæggende økonomi. Jeg har undervist i alt undtagen husdyr,” siger Birger, der også har lavet skemaer de seneste 30 år.
”Jeg har også været med på udviklingen inden for IT - eller EDB, som vi kaldte det dengang - og er der IT-problemer, så kommer de over til mig.”
Uddannet i Hammerum
Birger er bornholmer. Født og opvokset med udsigt til Østerlars Rundkirke.
Han er født i februar 1946 og giver gerne sine elever en gåde, hvis de spørger, hvor gammel han er.
”Jeg siger, at jeg er befrielsesbarn født under besættelse,” fortæller han med henvisning til, at tyskernes besættelse af Bornholm blev efterfulgt af næsten et års sovjetisk besættelse.
Birger er historieinteresseret, og det er ikke kun Anden Verdenskrig, der fascinerer.
”Jeg går helt tilbage, til da vi smed svenskerne ud af Bornholm i 1658 og gav øen tilbage til kong Frederik 3.”
Birgers egen historie fører ham i 1967-68 til landbrugsskolen i Hammerum, hvor han bliver udlært landmand. Derefter var han ulands-frivillig for Mellemfolkeligt Samvirke i Kenya i Afrika – et kontinent han siden har besøgt seks gange.
”Én gang Afrika, altid Afrika. Én gang Bornholm, altid Bornholm.”
I 1970 starter han på Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole i København.
Han bliver efter endt uddannelse ungdomskonsulent i landboungdom i Ringsted og bliver underviser på Kærehave Landbrugsskole.
”Der bestemte jeg mig for, at lærer skulle jeg aldrig være,” siger Birger, der dog alligevel blev nysgerrig, da Hammerum Landbrugsskole manglede en lærer.
Han fik jobbet med opstart 1. september 1976, og sammen med hustruen Gurli flyttede han og parrets to drenge fra Sjælland til Jylland. Siden fik parret yderligere to drenge.
Jeg plejer at sige til mine elever, at der ikke er noget loft over, hvor kloge de må blive
Birger Rasmussen
Mindeværdige studieture
Trods den oprindelige modstand mod at undervise, fortæller Birger, at han altid har haft et godt forhold til sine elever.
”Eleverne er mine arbejdsgivere,” siger han og fortæller om sin undervisningsstil:
”Jeg står ikke foran tavlen i for lang tid, for de unge mister koncentrationen. Jeg kan godt lide at tale kort og så sætte dem i gang med opgaver og gå rundt og hjælpe. Det er lidt ligesom når man er i militæret og skal skyde med maskinpistol. Jeg taler i korte byger.”
Samværet med eleverne og de mange studieture er det, han husker bedst fra sine mange år som underviser.
”Jeg plejer at sige til mine elever, at der ikke er noget loft over, hvor kloge de må blive, eller hvor meget de må arbejde. Der er kun loft over deres karakterer.”
Et hold elever gav ham engang en halv loftsplade i afskedsgave.
De skal lære at lære
Om fremtiden for dansk landbrug siger han, at det hele er kastet lidt op i luften.
”Man behandler landbruget rigtig skidt. Man lytter ikke til faglighed,” siger han og kommer med sit bud på, hvad der er vigtigst for eleverne at tage med sig videre.
”Den vigtigste lærdom herfra er, at de lærer at lære. Vi aner ikke, hvordan det ser ud om 10 år. Heldigvis er der nogle som tør, og de skal virkelig være omstillingsparate,” siger Birger.
Han er glad for at være blevet en del af Herningsholm og husker den første tid på Lundvej, inden den nye skole blev bygget, som lidt primitiv, men også rigtig socialt stærk.
I 2025 blev Birger udråbt som årets Æres-Herningsholmer.
Birger bor i Gjellerup med sin hustru. Fritiden bruger han som frivillig i Blå Kors, han er kirkesanger i Gjellerup Kirke. Han læser, rejser, går på jagt med børn og børnebørn og passer sin have.
