
Line rejste til Tyskland efter gymnasiet
Nu har hun fået besøg af sin gamle tysklærer på sin arbejdsplads i Stilling. Læs hele Lines artikel om Line her.
”Der er jo lidt prestige i at kunne snakke med 83 millioner mennesker.”
Da jeg hører det, går jeg nærmest i bro, for det er jo spot on! Udsagnet stammer fra vores tidligere elev på Handelsgymnasiet Ikast-Brande, Line Nørgaard Jensen, som jeg besøger hos ingeniørvirksomheden DIS/CREADIS i Stilling.
Her har Line været ansat som Business Developer siden feb. 2026 i afdelingen for Software & Control System.
Da jeg træder ind ad hovedindgangen, er det lidt overvældende. Det er stort og flot, og da jeg melder min ankomst i receptionen, skal jeg angive mit navn, min arbejdsplads og den person, jeg skal besøge. Jeg får et gæstekort om halsen, og Line informeres om, at hendes gæst er ankommet. Det er ikke den modtagelse, jeg er vant til, når jeg træder ind på min arbejdsplads hjemme i Ikast. Kort tid efter kommer Line ned ad den lange trappe for at tage imod mig.
Til Nürnberg med udgangstilladelse
Vi skal tilbage til 2019, hvor Line bliver student med bl.a. tysk på A-niveau. Line tager derefter med OPU (Oplæring i Udlandet, tidl. PIU) til Nürnberg.
Her arbejder hun som teamassistent i Siemens’ afdeling Engineering Motors, hvor de laver store industrimotorer. Lines opgaver består dog ikke i at lave motorer, men i at håndtere møder, bestille kontorartikler, postomdele, tjekke værktøj m.m.
Jeg kender Line som særdeles imødekommende, med gå-på-mod og en iver efter at lære nyt. Det er også tilfældet hos Siemens, hvor Line hele tiden søger flere opgaver, og det er meget vigtigt for hende, at kollegerne kun taler tysk til hende. Hun vil lære noget! Også de lokale at kende, så hun melder sig til fodbold. Men så kommer corona.
”Jeg elskede at være der og at møde nye mennesker, men det døde lidt med corona,” fortæller Line.
”Jeg var dog meget heldig i forhold til mange andre OPU’er. De måtte sidde isolerede på værelset i en fremmed by og arbejde derfra. Men jeg var en af dem på arbejdspladsen, der ikke havde en bærbar computer, så jeg skulle ind på kontoret hver dag. Det var dejligt! Jeg fik en seddel med fra mit arbejde for at kunne vise politiet på gaden, at jeg faktisk godt måtte gå ud. En form for udgangstilladelse”, griner Line.
”Dengang var sprog en del af uddannelsen. Det er valgt fra nu.”
Trods corona er det et fantastisk år for Line. Hun bliver flydende i tysk, får tysk kultur ind under huden, og så finder hun ud af, at hun gerne vil gå ingeniør-vejen.
Så i 2020 begynder Line på VIA i Aarhus/Horsens på uddannelsen ”Global Business Engineering”, en blandingsuddannelse bestående af 2/3 maskiningeniør og 1/3 forretningsingeniør. Dengang er sprog en del af uddannelsen, hvor Line har tysk i tre semestre.
”Det er desværre valgt fra nu og erstattet af noget andet. Det er noget skidt”, siger Line, ”for det begrænser! Det har skabt problemer for dem, der læser det nu. De kan ikke bare lige komme på udveksling til et tysk- eller spansktalende land, kun til de engelsktalende lande. Det er så ærgerligt!”
Men Line kan tysk, så hun tager et semester til München for at læse på Hochschule München. Her har hun faget Technische Mechanik II.
”Faget var mega svært. Også for tyskerne! Teknisk tysk er bare noget andet end almindeligt tysk. Og så var de skriftlige eksamener i hånden!"
"De tror, at vi ellers snyder. Det skulle jeg lige vænne mig til. Også at bruge en lommeregner, når jeg de sidste mange år har været vant til at lave udregninger på min computer. De lærer bare anderledes i Tyskland. Herhjemme lærer vi mere, hvordan vi anvender tingene. I Tyskland lærer de mere teorien”, fortæller Line.
Også i München får Line maksimum ud af opholdet. Der er ingen corona mere, så nu kan Line endelig få lov til at spille fodbold med de lokale.
Line kunne godt tænke sig at bo en periode i Tyskland igen. Hun tager tit til Oktoberfest. ”Bare lige ned for at mærke stemningen. En fed kultur! Kan ikke sammenlignes med Danmark.”
”Man finder et helt andet niveau til hinanden”
Line bliver færdiguddannet i 2025. Undervejs arbejder hun som salgssupporter hos Bayern Group i Tilst. Det er svært at slippe det tyske helt, og hun drømmer da også om at lande et fedt job hos BMW i München en dag.
Selv om Line ikke bruger tysk i dagligdagen i sit nuværende job hos DIS/CREADIS, ligger det i baghovedet.
”Der er ikke noget, man ikke kan komme igennem, hvis man kan sprog. Det giver mulighed for at kunne kommunikere med mange. I Tyskland kan de bare godt lide, at man kan tysk. De bliver glade! Man finder et helt andet niveau til hinanden,” siger Line og fortsætter:
”Det er da også fedt at kunne tysk, hvis bilen går i stykker på Autobahn - så er det rart at kunne tale med mekanikeren.”
”Det er ligegyldigt, om du siger noget forkert. Du kommer over det”
Line valgte tysk på A-niveau på HHX, og hun er taknemmelig for den handelskorrespondance, hun lærte der. Den kunne hun bruge direkte i sit arbejde hos Siemens.
”Handelskorrespondance er et fantastisk sprog! Jeg kunne tage det med videre og bruge direkte. Og huske at være høflig. Jeg fik en masse kulturforståelse med mig,” fortæller Line.
”Jeg skulle skrive til de høje chefer dernede, og det kunne jeg!”
Hun fortæller om en episode, hvor hun gjorde det hele forkert.
”Jeg sagde du og fornavn til en af de højtstående chefer, fordi det gik lidt for stærkt. Men det gik jo alligevel. Så må man bare prøve igen. Det er ligegyldigt, om du siger noget forkert. Du kommer over det.”
Asparges med tysk udtale
Line er stadig vild med tysk.
”Det er bare federe end alle de andre sprog!” Hendes råd er: Hop ud i det! Tal tysk! Vær nysgerrig! Bare gør det! Det er lige meget, om du roder rundt i det”.
Hun kommer med et eksempel fra et indkøb, hvor hun skulle købe asparges. Hun kunne ikke finde dem og anede ikke, hvad asparges hed på tysk.
Da hun spurgte en ansat i forretningen, prøvede hun at sige det danske ord med tysk udtale. Den ansatte forstod intet, men efterhånden fik Line vist og forklaret, hvordan sådan en så ud, og så kunne den ansatte finde en asparges til hende. Efter det har Line helt styr på, at det hedder Spargel.
”Sådan lærer man det. Ved at prøve sig frem.”
Da jeg efter interviewet tjekker ud og afleverer mit gæstekort, snakker vi begge med damerne i receptionen. De siger om Line ”God kollega! Line er altid i godt humør og kommer glad og smilende ind ad døren”.
Sådan husker vi også Line på HHX.
