Noah bruger DM til at udvikle sit håndværk

HERNINGSHOLM

For tømrerlærling Noah Jensen er DM i Skills mere end en konkurrence. Det er en unik mulighed for at dygtiggøre sig og samtidig vise sit fag frem.

Noah Jensen er i gang med tømreruddannelsen på Herningsholm og lærling hos Kjærs Tømrer & Snedker. Fra den 22. til 25. april deltager han igen i danmarksmesterskabet for landets bedste unge tømrere.

Sidste år stod han øverst på podiet ved det dengang uofficielle DM.

“Det er ikke sådan, at jeg tænker, det bliver nemmere. Men jeg er måske roligere i situationen. For mig handler det om at blive bedre. Om at kunne se, at man rykker sig. Jeg ved lidt mere om, hvad jeg går ind til nu,” siger Noah.

Præcision under pres

Opgaven til DM kender deltagerne ikke på forhånd. Tiden er begrænset, og beslutningerne skal træffes undervejs.

“Jeg skal ret hurtigt finde ud af, hvordan jeg vil gribe det an. Små ting kan være afgørende. Hvis noget er skævt, så er det skævt. Det er svært at gemme væk,” siger Noah.

I værkstederne på Herningsholm hjælper underviserne Anders Lynge og Thomas Eriksen med at forberede ham på det, der venter.

Hos Kjærs Tømrer & Snedker arbejder Noah med rigtige opgaver, materialer og deadlines.

“Vi laver både renoveringer og tagprojekter, små og store opgaver,” forklarer han.

Noget af det vigtigste er ikke altid selve opgaven.

“Det er dagene, hvor jeg arbejder sammen med gode kollegaer, og det hele fungerer.”

Et tidligt valg

Valget af tømreruddannelsen tog form gennem praktik og inspiration hjemmefra.

“Min bedstefar var tømrer, og jeg har brugt meget tid sammen med ham. Det gjorde, at jeg fik øjnene op for faget,” siger Noah.

Da han selv stod med værktøjet første gang, blev det hurtigt konkret.

“Jeg fandt ud af, at det var noget for mig. Så valgte jeg at gå i lære,” forklarer han.

Noah Jensen er tømrerlærling hos Kjærs Tømrer & Snedker og elev på Herningsholm. I 2025 vandt han det officielle danmarksmesterskab i tømrerfaget. I år stiller han op igen til DM i Skills med fokus på at udvikle sit håndværk og vise sit fag frem.