Tobias, Jonas og Andreas vinder DM i Skills

HERNINGSHOLM

Danmarksmestrene i Skills er fundet, og tre Herningsholmere tager guldmedaljer med hjem.

Store følelser fyldte scenen, da vinderne af DM i Skills i dag blev udråbt og hyldet i Hjørring. Glæde, lettelse og træthed efter tre intense konkurrencedage kulminerede i guldmedaljer og stående bifald til tre Herningsholm-elever.

Guldvinderne fra Herningsholm

Møbelsnedker Andreas Møller Simonsen fra Multiform A/S. Andreas har deltaget i Skills tidligere – sidste gang som maskinsnedker – og i år blev det til en flot guldmedalje i møbelsnedkerfaget.
Maskinsnedker Jonas Helmuth Andersen fra OT Lauridsen. På grundforløbet overvejede Tobias at droppe ud af uddannelsen, og nu har han vundet DM-guld.
Murer Tobias Hedegaard Nielsen, der er i lære ved Ole Ibsen. Tobias' DM-opgave var en muret hyldest til Rubjerg Knude Fyr.

2 x Arbejdsmiljøprisen

VVS-energispecialist Jesper Clausen og bygningssnedker Asger Moritz Dransfeldt modtog desuden Arbejdsmiljøprisen 2026. Prisen gives til de deltagere, som er bedst til at tage højde for det gode arbejdsmiljø i løsningen af deres opgaver.

Erhvervsuddannelsernes vigtige showroom

DM i Skills er erhvervsuddannelsernes danmarksmesterskab og et stort udstillingsvindue for de faglige uddannelser.

Herningsholm deltog i år med flere elever end nogensinde før, og hele 17 elever konkurrerede i 12 discipliner. I alt konkurrerede 285 fagatleter fra hele landet i 48 fag.

”Det er jer, vi ser op til”

Danmarksmestrene blev fejret foran en fyldt Vendiahal i Hjørring og fik rosende ord med på vejen fra Skills-formand Søren Heisel:

”I arbejder på så hamrende højt plan, og jeg er simpelthen så stolt. I er alle sammen vindere, det er jer, vi ser på til. Tusind tak for oplevelsen,” sagde en rørt Søren Heisel, før DM-medaljerne blev uddelt, og stolerækkerne med familie, kolleger og undervisere på skift eksploderede i konfettiregn og jubel.

Fælles om elevernes oplevelse

Bag DM-deltagerne står deres undervisere, som i månedsvis også har fungeret som Skills-trænere. Sammen har de forberedt sig målrettet på konkurrencen, hvor især det mentale er vigtigt.

Læs mere om trænernes arbejde med fagatleterne her.

Også elevernes virksomheder har bakket op om deltagerne både før og under konkurrencen.

”Det fællesskab, der er omkring eleverne i DM i Skills, viser på fineste vis, hvorfor erhvervsuddannelserne er noget særligt. Virksomheder, brancher, skole og undervisere arbejder sammen om at bakke eleverne op og give dem de bedste forudsætninger for at vise, hvad de kan. Det, synes jeg, er fantastisk at opleve år efter år,” siger Herningsholms direktør, Allan Kortnum.

Det fællesskab, der er omkring eleverne i DM i Skills, viser på fineste vis, hvorfor erhvervsuddannelserne er noget særligt.

Allan Kortnum, direktør på Herningsholm