Handelsgymnasiet Ikast-Brande modtog uddannelsespris

Ord som fællesskab og professionalisme gik igen, da Handelsgymnasiet på Bøgildvej i Ikast onsdag 10. juni blev tildelt Herning Folkeblads Fonds uddannelsespris 2026.

Ved en stor fejring hos Mediehuset Herning Folkeblad blev fire lokale fyrtårne onsdag hyldet, og blandt dem var Handelsgymnasiet Ikast-Brande, en del af Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier, som løb med årets uddannelsespris.

Christina Hembo, entreprenør og medlem af Folkebladets Fond, uddelte uddannelsesprisen. Om begrundelsen for valget af Handelsgymnasiet Ikast-Brande sagde hun blandt andet:

”Når man skal tale om en modtager af en uddannelsespris, så tænker man typisk på karakterer og store præstationer. Men god uddannelse handler lige så meget om fællesskab og om at holde hovedet koldt, når det drypper fra taget.”

Skolen blev i 2024 ramt af en stor vandskade lige inden dimission, og skolens evne til at håndtere denne krise blev brugt som eksempel på de ansattes professionalisme og holdånd.

”Man trak vejret dybt. Man havde undervisning de mærkeligste steder. Frustrationer fik ikke lov til at definere hverdagen. I stedet voksede humoren frem, og evnen til at håndtere forandringer og tage ansvaret for andre,” sagde Christina Hembo, der også fremhævede den store effekt som uddannelsesinstitutionen har haft på lokalområdet.

”Her er skabt venskaber, selvtillid og tro på fremtiden.”

Kosteskab som kontor

Uddannelsesleder Lene Barner Løkke Borg var på scenen for at modtage prisen.

”Jeg er meget stolt over at modtage prisen på vegne af de gode folk i Ikast. Der ligger en stor indsats bag, at man kan få sådan en pris. Det er en skøn plet, hvor der ikke er langt fra tanke til handling. Bagved det hele ligger et fundament af faglighed og fællesskab. Det er vigtigt at holde den faglige fane højt; at uddanne og danne,” sagde hun og fortalte, at hun startede på skolen i vandskade-året 2024 og derfor fik kontor i et kosteskab.

”Prisen er til alle de ansatte, og det er velfortjent, at de modtager den, for de har stået så grueligt meget igennem og stadig formået at holde den faglige fane højt.”

Christina Hembo og Lene Barner Løkke Borg.

Den tyske duo

Med til prisuddelingen var to undervisere i tysk på Handelsgymnasiet Ikast-Brande, Lis Høj og Line Mortensen. De blev brugt som eksempler på lærere, der yder en ekstra indsats.

”Sammen satte de sig for at gøre tyskfaget mere tilgængeligt for eleverne, og det er lykkedes så godt, at mange elever vælger tysk på A-niveau - og derudover tager en stor andel af vores studenter på OPU i Tyskland (Oplæring i udlandet, red.),” sagde uddannelseslederen.

Og det skulle vise sig, at flere af de fremmødte til prisuddelingen havde haft Lis Høj til tysk. Heriblandt Rasmus Niebuhr, administrerende direktør for Niebuhr Gears i Ikast og uddeler af erhvervsprisen. Han havde et fif til, hvordan man klarede sig igennem tyskundervisningen med Lis. Man skulle bare lære sætningen ”Du hast schöne blaue augen”, og så skulle det hele nok gå.

Den dynamiske tysklærer-duo Lis Høj og Line Mortensen.

Det handler om tryghed

Lis Høj har været lærer på Handelsgymnasiet Ikast-Brande siden 1990 og har haft med et utal af elever at gøre.

”Jeg møder tidligere elever dagligt, og det kan jeg rigtig godt lide, for det er altid positivt.”

Kollegaen Line Mortensen kom til i 2015, og sammen udgør de et stærkt makkerpar.

”Vi har forsøgt at gøre tysk lækkert, og så arbejder vi meget med, at det er okay at lave fejl,” sagde Lis Høj.

”Vi har skruet på nogle tandhjul for at optimere undervisningen. Det skal ikke være farligt at tale tysk, vi prøver tværtimod at skabe tryghed i læringsrummet,” sagde Line Mortensen.

Der blev udover uddannelsesprisen uddelt henholdsvis en kultur-, erhvervs- og sportspris. De gik til henholdsvis Anna Søndergaard, Hammerum Hall’n, 2Connect og ishockeyspiller Morten Poulsen.

Handelsgymnasiet Ikast-Brande var repræsenteret ved rektor Marie Kvist Lund, tyskunderviser Line Mortensen, uddannelsesleder Lene Barner Løkke Borg, tyskunderviser Lis Høj, næstformand for bestyrelsen Pia Romvig Schou og uddannelsesleder Maria Kjellerup Jacobsen.