Historisk stort optag på Herningsholm

HERNINGSHOLM

Næsten 1200 elever er begyndt på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier i Herning og Ikast. Det er flere end nogensinde, og særligt erhvervsuddannelserne, HHX og 10. klasse går markant frem.

Der er ekstra meget liv på Herningsholm i disse dage. 1.193 nye elever er mødt ind på erhvervsuddannelserne, HHX, HTX og i 10. klasse – næsten 20 procent flere end i 2023.

Samtidig har Herningsholm aldrig tidligere optaget så mange elever direkte fra grundskolen. 908 af de nye elever kommer direkte herfra. Det er 50 procent flere end i 2017 og understreger den stigende interesse for Herningsholms uddannelser blandt de unge.

Flere steder er der tale om nye rekorder. 303 elever er begyndt på erhvervsuddannelsernes GF1, 175 elever er budt velkommen i 10. klasse, og 392 elever er også et samlet rekordoptag for HHX i Herning og Ikast.

Skills City i fortsat udvikling

"Vi er stolte over, at så mange unge har lyst til at være en del af Herningsholm. Et uddannelsesvalg handler selvfølgelig om at finde den uddannelse, der passer til én, men også om at vælge et sted, hvor man trives, hører til og får mulighed for at udvikle sig. Det er den kombination af faglighed og stærke fællesskaber, vi arbejder for at skabe i Skills City hver eneste dag," siger Allan Kortnum, direktør for Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.

Skills City har udviklet sig markant de seneste år. Herningsholm Landbrugsskole er kommet godt fra start og danner base for Herningsholms indsats som klimaerhvervsskole, der skal bidrage til den grønne omstilling af erhvervsrettede uddannelser i hele landet. Handelsgymnasiet Ikast-Brande har taget nye faciliteter i brug, og skolens idræts- og fritidsforening skaber aktiviteter og fællesskaber på tværs af uddannelserne.

"I denne uge inviterer vi eleverne til Herningsholm Festival, senere på måneden lyder startskuddet til det traditionsrige Herningsholm Run, og snart går byggeriet af et nyt fælleshus i Herning i gang. Det hele er med til at udvikle Skills City som et attraktivt sted at tage sin uddannelse," siger Allan Kortnum.

AI og jobsikkerhed kan forklare fremgang

Også på GF2 er optaget stærkt. 285 elever udgør det bedste augustoptag i otte år.

Flere fag kan melde om rekordoptag: Elektrikeruddannelsen har sit bedste augustoptag nogensinde med 40 elever og når med i alt 90 elever også sit højeste samlede årsoptag.

Industriteknikeruddannelsen når et rekordhøjt samlet optag på 64 elever, mens VVS sætter rekord både i august med 36 elever og samlet med 83.

Ifølge Allan Kortnum kan der være flere forklaringer på den stigende interesse for erhvervsuddannelserne.

"AI og ny teknologi udvikler sig hurtigt, og det kan få flere unge til at overveje, hvilke kompetencer der bliver brug for på fremtidens arbejdsmarked. Her står de faglærte stærkt med gode beskæftigelsesmuligheder og stor efterspørgsel. Og så skal vi ikke undervurdere glæden ved at lære et håndværk, blive dygtig til sit fag og skabe noget konkret," siger han.

Stærke signaler forud for ny EPX

Herningsholms 10. klasse i Herning sætter også ny rekord med 175 elever – 20 flere end sidste år.

Det rekordhøje optag på både GF1 og 10. klasse kommer samtidig med, at de nuværende tilbud står til at blive afløst i forbindelse med den kommende EPX.

"Tallene viser, at GF1 og 10. klasse rammer et reelt behov hos mange unge. Det er vigtigt at have med, når EPX udvikles. Vi skal skabe et tilbud, som de unge kan spejle sig i, og som bygger videre på nogle af de kvaliteter, de efterspørger i dag," siger Allan Kortnum.

Rekorder i forbindelse med optaget august 2026

• 1.193 starter på GF1, GF2, HHX, HTX og i 10. klasse
• 908 elever kommer direkte fra grundskolen – 50 % flere end i 2017
• 303 starter på GF1 – højeste antal hidtil
• 285 starter på GF2 – bedste augustoptag i otte år
• Elektriker, industritekniker og VVS – bedste optag nogensinde
• 392 starter på HHX i Herning og Ikast – 28 flere end i 2025
• 175 starter i 10. klasse – 20 flere end i 2025