Første studenter på HTX

Benjamin Bøndergaard, Simon Skov Andersen, Mathias Schultz Andersen og Ole Andreas Ahlgreen blev mandag den 22. juni de første HTX-studenter på Herningsholm Erhvervsgymnasium

De fire nyudklækkede studenter sluttede alle af med eksamen i faget studieområde. 

Benjamin Bøndergaard var godt tilfreds med at slutte af med et syvtal.

-Det gik godt, og det er dejligt at være færdig nu, sagde Benjamin.

Benjamin skal dog først fejre huen om et par uger.

-Og så skal jeg holde sommerferie, og derefter tager jeg til Aalborg, hvor jeg skal begynde på datologi.

Sabbat, sommerferie og studie

Simon Skov Andersen var lettet over, at eksamen nu var ovre, og han var godt tilfreds med sin karakter. Han ønskede dog ikke at oplyse, hvad den lød på.

-Jeg skal til en kammerats studenterfest i aften, men jeg er ikke så interesseret i at fejre mig selv, fortalte Simon.

Simon vil nu nyde sommerferien, hvor højdepunktet bliver en to-ugers rejse til Sydafrika.

-Det bliver den bedste sommerferie i mange år, siger Simon, der efter sommerferien skal i gang med at læse medialogi på Aalborg Universitet. 

Mathias Schultz Andersen var ligeledes glad for sin eksamen, som han sluttede af med et tital.

-Jeg skal fejre huen sammen med min tvillingebror, der bliver student fra Herning Gymnasium, sagde Mathias, der har planlagt at tage et sabbatår, hvor han vil arbejde og rejse.

-Derefter vil jeg måske søge ind på Copenhagen Business School, men jeg er ikke helt sikker endnu.

Ole Andreas Ahlgreen syntes, det var gået fint til den afsluttende eksamen, hvor han høstede et tital.

-Men nu er det tiltrængt med en pause efter syv eksamener, sagde en lettet Ole Andreas.

Studenterfesten skal Ole holde den 4. juli, mens han i aften skal ud at spise med sine forældre.

Ole skal straks i gang med fuldtidsarbejde på en campingplads, og han holder derfor ikke nogen sommerferie.

-Jeg skal spare penge op til næste år, hvor jeg skal til Århus for at læse, men jeg mangler 0,1 i karaktergennemsnit for at kunne komme ind på molekylærmedicin, så det bliver molekylærbiologi i stedet for, sagde den nykårede HTX-student.