Portræt af DM-deltager Steffen Troelsen

Den 25-årige maskinsnedkerelev Steffen Troelsen er godt i gang med træningen op til DM, for i kampen mod de bedste bliver det de små detaljer, der kommer til at afgøre udfaldet.

Til de regionale mesterskaber skulle maskinsnedkereleverne lave en serveringsvogn, og det er også opgaven til DM, men nu er sværhedsgraden skruet yderligere en tak op.

Målbevidst 

For tiden er Steffen Troelsen i lære hos Virklund Sport i Silkeborg. Her er Steffen med til at producere et stort udvalg af idrætsudstyr og idrætsrekvisitter som sportsgulve, tribuner, multibaner, ribber, bomme, kunstgræsbaner og meget andet.

-Jeg bliver færdig til september næste år, og hvis det er muligt, vil jeg meget gerne fortsætte i virksomheden, fortæller Steffen, der selv er håndboldtræner for et pigehold i Them, syd for Silkeborg.

-Man bliver da lidt miljøskadet. Hver gang jeg er på en håndboldbane, skal jeg da lige tjekke kvaliteten på håndboldmålene, siger Steffen med et bredt smil.

Steffen blev opfordret af en af sine faglærere til at stille op i Skills-konkurrencen. Og det var en spændende oplevelse, men også lige på og hårdt.

-Til de regionale mesterskaber på skolen havde vi ingen forberedelsestid, som vi har nu op til DM. Men det var nok også meningen for på den måde virkeligt at få skilt de bedste fra, siger Steffen.

Et spørgsmål om at ramme dagen

Steffen udtrykker både glæde og stolthed over at have kvalificeret sig til DM. Han er bevidst om, at han hører til i den gode ende af faget, som han ydmygt formulerer det, men han er samtidig helt klar over, at når de bedste maskinsnedkerelever mødes til DM, så er det også et spørgsmål om at have marginalerne på sin side.

-Jeg håber da at vinde, men jeg kommer jo altså til at skulle kæmpe mod nogle rigtig dygtige modstandere, så nu må vi se. Og man kan træne og træne, men det drejer sig også om at være hel skarp på dagen, for den mindste fejl kan være altafgørende.

Ud over håndbold, familie og venner bruger Steffen også en del af sin fritid på at være samarit. I den anledningen er han ude som frivillig til forskellige sportsstævner, og når Silkeborg IF spiller hjemmekampe.

-Jeg havde en gang en drøm om at blive ambulancekører, og derfor begyndte jeg som samarit, og nu hænger det ligesom bare ved. Det giver gode bekendtskaber og et godt netværk, når Steffen at fortælle, inden han igen må ud og træne videre med opgaven.

Ud af de fem finaledeltagere ved DM i Skills for maskinsnedkere, er de tre fra Herningsholm Erhvervsskole.