Sol over den første EUX-studenterhue

Champagne, kage og bøgegrene var kørt i stilling, og selv solen tittede frem mandag den 20. juni, da Nicklas Agerbo som årets første EUX’er fra Herningsholm Erhvervsskole fik huen på

Smilene er store og snakken går lystigt i Aulaen, hvor Nicklas Agerbo viser det afsluttende eksamensprojektets produkt frem for de fremmødte familiemedlemmer og lærere.

- Mit eksamensprojekt er en blanding af teknikfag og snedkerfaget. Jeg skrev om en ny måde at samle møbler, hvor man bare kan klikke delene sammen, forklarer han ivrigt ud fra prototypen. Nicklas hev et 7-tal hjem ved den sidste eksamen, og han er godt tilfreds med resultatet. 

Nicklas har endnu et par måneders arbejde, inden han i august afslutter sin læretid ved SGS Doors i Ikast og dermed kan afslutte sin uddannelse til EUX-snedker. 

- Jeg synes, at uddannelsen har nogle løsninger, og man er ikke låst fast i et bestemt fag. Hvis man har lyst til at læse videre på et tidspunkt, så kan man det, siger Nicklas om EUX-uddannelsen.

Fremtiden for den kommende snedker ligger endnu ikke fast. Han forventer at fortsætte arbejdet inden for snedkerfaget, men er ikke afvisende over for tanken om at læse videre på et tidspunkt.