Talenter i værkstederne

Mandag den 4. juli rykkede 44 dygtige lærlinge fra hele landet ind i værkstederne på Herningsholm Erhvervsskole, da årets Talentcamp for snedkere, murere, tømrere og flisemurere blev skudt i gang

Mens sommerens stilhed har gjort sit indtog på det meste af skolen, er der stadig stor aktivitet i værkstederne i snedker-, tømrer- og murerafdelingen. Her er hele 44 unge håndværkeraspiranter nemlig samlet til Talentcamp, hvor de hele ugen arbejder med at blive dygtigere til netop deres fag.

Det er tredje gang, at talenter fra murer-, flisemurer- og tømreruddannelsen mødes med landstrænere og engagerede faglærere på Herningsholm Erhvervsskole. Som noget nyt er elever fra snedkerfaget også inviteret med. Ifølge tovholder Holger Frahm er det positivt at få fokus på snedkeruddannelsen.

- Det er rigtigt godt, at vi har fået snedkerne med i år, for der kommer til at mangle især maskinsnedkere både nu og i fremtiden. Så ligesom for de andre fag vil vi gerne motivere eleverne til at blive dygtigere håndværkere, og det kan den her type talentpleje være med til, siger Holger Frahm.

Det dufter af træ

Maskin-, møbel- og bygningssnedkere tæller 19 elever ud af de i alt 44 deltagere på campen, og de er glade for at have fået mulighed for at komme med.

- Jeg er med for at udvikle mine faglige kompetencer og udfordre mig selv. Det er fedt, at der er tid og overskud til at lære forskellige tricks, så vi kan optimere arbejdsgange og gøre vores arbejde bedre. Det er også noget, der virkelig kan bruges ude i en virksomhed, siger 21-årige Mathias Nielsen, der halvvejs i sin maskinsnedkeruddannelse.

I tømrerværkstedet arbejder 19-årige Steffen Ledgaard hårdt for at blive færdig med opgaven, hvor der skal bruges mange forskellige teknikker.

- Jeg synes, at det er sjovt og spændende at lave større og sværere udfordringer, så derfor ville jeg gerne med. I forhold til konkurrencer som Skills har jeg fået indblik i, at man skal have styr på tingene og være skarpere end normalt, for der bliver stillet større krav, siger den unge EUX-tømrer.

Internationale toner

I murerafdelingen bliver der i år ikke kun snakket dansk, for her deltager tre murerelever fra England sammen med den engelske Skills-dommer. 

- Jeg vil gerne forbedre mig, inden jeg skal til Euroskills i Sverige. Det er spændende at prøve nogle forskellige teknikker af. Her er en rigtigt god stemning med nogle rare mennesker, så det har været en god oplevelse at være her, siger 20-årige murerelev Josh Hunter fra Hull i England.

Fredag er sidste arbejdsdag på Talentcampen, inden de mange talenter siger tak for denne gang og vender tilbage til deres lærepladser.