Træningscenter for Airbus

Airbus indgår aftale med lokale aktører – Herningsholm Erhvervsskole skal sørge for uddannelse af medarbejderne

Herningsholm Erhvervsskole underskrev fredag den 15. april sammen med en række lokale aktører en samarbejdsaftale med Airbus om at skabe en teknologiklynge, der skal styrke lokale virksomheders muligheder for at blive underleverandører til flyproducenten. Samarbejdet har fået titlen AMAC (Aerospace Manufacturing and Assembly Cluster).

- Danmark er ikke et lavtlønsland, men der er en højtkvalificeret arbejdsstyrke, sagde Klaus Kellerhoff, der er Senior Vice President for Industrial Globalisation i Airbus Group.

- Luftfartindustrien er anderledes end andre brancher, og den kræver mange underleverandører, og det giver mening at samle dem i en klynge, sagde medejer af Multicut, Lars Rasmussen. 

Har faciliteterne

Herningsholm Erhvervsskole skal sikre uddannelse af de medarbejdere, der skal arbejde med flyproduktion ved de danske underleverandører til Airbus.

- Vi vil sagtens kunne opbygge et træningscenter på Herningsholm Erhvervsskole. Vi har faciliteterne og teknologien til det og ser frem til samarbejdet, sagde direktør John Egebjerg.

Samarbejdsparterne i AMAC er: Airbus, Airbus Defence and Space, Multicut, AlmexA, Herning Kommune, Erhvervsrådet, Dansk Metal, 3F, DAMRC og Herningsholm Erhvervsskole.