Portræt af DM-deltager Anders Thor Møller Hansen

Den 20 årige maskinsnedkerelev Anders Thor Møller Hansen deltager for anden gang i Skills-konkurrencen. Sidste gang lykkedes det ham ikke at avancere fra de regionale mesterskaber, men denne gang går han efter DM-titlen.

Anders er fuldblods fynbo fra Munkebo på Østfyn tæt ved Kerteminde, men da Anders skulle vælge uddannelsessted, valgte han at følge flok med de af hans fynske kammerater, der tog til Herningsholm Erhvervsskole.

-Jeg havde hørt meget, og meget godt om skolen, så derfor valgte jeg at tage til Herning for at blive maskinsnedker, fortæller han.

Når Anders er på skole, bor han på skolehjemmet på Herningsholm Erhvervsskole. For øjeblikket er Anders dog tilbage i det fynske, hvor han er i lære hos møbelfirmaet Carl Hansen & Søn, der i mere end 100 år har fremstillet møbler. Der vil Anders gerne fortsætte med at arbejde, når svendeprøven er overstået til marts, og han er udlært.  

Om ambitioner og fynsk fodbold 

Anders har valgt at stille op mod de andre maskinsnedkerelever i Skills-konkurrencen, simpelthen fordi det er sjovt, fortæller han.

-Det kunne være rigtig fedt at få titlen, og så er det jo også et kæmpe skulderklap bare at få chancen for at være med og stå til DM og arbejde, mens så mange mennesker kigger på, siger han.

Udspurgt om sine ambitioner til DM er der ingen tøven at spore hos Anders.

-Jeg satser på at vinde, det vil jeg ikke lægge skjul på, siger han med stor overbevisning i stemmen.

Når Anders ikke befinder sig i maskinsnedkeriet, bruger han fritiden sammen med sin kæreste og vennerne. Og så, selvfølgelig, på det fynske slagskib, fodboldklubben OB, som Anders trofast har fulgt gennem tykt og tyndt de seneste fem år.

Det kan dog ikke undgås, når Anders befinder sig i det midtjyske, at de jyske kammerater giver ham noget gas, hvis OB har tabt.

-Sådan er det. Jeg drillede også dem, når FCM tabte, og nu er det så min tur til at få igen, siger han med et overbærende smil.

Anders udgør sammen med Steffen Troelsen og Mike Gren Hansen en stærke trio af maskinsnedkerelever, der repræsenterer Herningsholm Erhvervsskole ved DM i Bella Centeret.