DM-guldvinder fra Herningsholm klar til VM

EUX-murer og danmarksmester i Skills, Jens Peter Vestergaard, vandt også den endelige udtagelseskonkurrence og er nu klar til at dyste ved verdensmesterskaberne

Københavns hovedbanegård dannede den 10. og 11. februar ramme for udtagelseskonkurrencen i murerfaget frem mod Worldskills i Sao Paulo i Brasilien.

Her skulle den nykårede danmarksmester Jens Peter Vestergaard dyste mod årets sølvvinder for i disse uvante rammer at afgøre, hvem der bedst kunne stå distancen og bevare roen og overblikket i det konstant vrimlende menneskemylder af nysgerrige rejsende.

- Det var meget specielt at dyste der. Der var sindssygt mange mennesker, der var henne at kigge på, hvad vi lavede. Men jeg fandt ud af, at da jeg først fik høretelefonerne på og begyndte at mure, så var det ikke meget anderledes end at arbejde på skolen, siger Jens Peter Vestergaard.

I forhold til DM var det en noget anderledes mureopgave, der ventede de to dygtige håndværkere. Opgaven bestod af en vinkelmur, hvor dekoration og veludført skærearbejde fyldte rigtig meget.

-  Jeg havde alt at tabe, og det ville have været så mærkeligt at skulle sige, at man var danmarksmester, men nu er det altså alligevel en anden, der skal med til VM. Men heldigvis gik alt bare, som det skulle, fortæller en glad og lettet Jens Peter Vestergaard og tilføjer:
- At skulle til VM, det er godt nok stort.

I den kommende tid vil Jens Peter forsøge at indhente noget af det forsømte på lektiefronten, inden intensiv træning op mod VM i august kommer til at fylde det meste.