PIU var for mig et oplagt valg, da det på bedste vis kombinerede de to ting, jeg helst ville i mit sabbat år, nemlig rejse og arbejde. Kunne det lade sig gøre samtidig, blev det faktisk ikke bedre. Derudover er det en fremragende måde at blive en del af en ny by, en ny kultur og et nyt land, som man ellers ikke ville få muligheden for. Derfor havde jeg ganske vist høje forventninger, da jeg rejste til London og ind i en finansverden i stormvejr. Disse forventninger skulle dog vise sig at blive overgået mange gange. Opholdet her har givet mig en unik oplevelse og erfaringer på så mange fronter. Fagligt og sprogligt selvfølgelig, men i min optik vigtigere kulturelt og menneskeligt. Man lærer en kultur at kende indefra og udvikler sig med raketfart menneskeligt. Møder mennesker hvis typer man forestiller sig kun findes på film, og oplevelser man aldrig troede man kom i nærheden af. At alt sammen så er guld på CV’et efterfølgende, er bare icing on the cake.