At være EUX-elev hos HTH køkkener, Nobia Danmark A/S

Herningsholm Erhvervsskole har taget en snak med driftsleder Hans Graversen om virksomhedens erfaringer med at have en EUX-elev

Hvordan vil du beskrive jeres virksomhed?

- Som virksomhed har vi succes med at lave gode kvalitetskøkkener. Vores succeskriterie er, at vi sætter kunden i centrum.

- Vores udfordring som virksomhed er at vi skal have et koncept, som kunden vil købe. Vi skal følge med trenden på køkkensiden og komme med nye produkter.

Hvorfor har I taget en EUX-elev?

- HTH er en virksomhed, der vil de unge og uddannelse. Derfor vil vi gerne være med til at gøre maskisnedkeruddannelsen så bred som mulig ved at tage elever fra både EUX og International snedker.

- Vores EUX-elev vil gerne læse videre til ingeniør, og det kan vi godt se en fordel i. Det vil være et kæmpe plus, at han kender vores virksomhed, hvis han bagefter blev ansat hos os.

- Vi regner helt bestemt med at tage endnu en EUX elev ind, når vores nuværende elev er færdigudlært.

Hvad arbejder eleverne typisk med?

- Vi har haft vores EUX elev i et år nu, og han arbejder ved maskinerne. Han står ved den samme maskine i 8-12 uger, og efter 4 uger indgår han på lige fod med resten af vores medarbejdere. Her arbejder han med opstilling, CNC-programmering og er med i den daglige produktion. Derudover får vores elever lov til tre gange i løbet af læretiden at designe et møbel til dem selv, som de efterfølgende skal tegne i AutoCAD og derefter producere. Vores elever har blandt andet lavet skænk, bogreol og spisebord.

Hvad får I ud af, at eleven går på EUX?

- Vi er meget glade for vores EUX elev, som er meget målrettet. Han ved hvad han går efter. Når han har sat sig en opgave for, sørger han for at den bliver løst. Han er desuden rigtig god til at forberede sig ved at f.eks. at slå op i bøger, inden han bruger maskinen.

- Vores virksomhed har stor gavn af eleverne, som giver en øget fleksibilitet, hvis de efterfølgende bliver ansat hos os. De kan gå ind på alle maskiner.

- Det sker tit, at vi ansætter gamle elever. Men jeg opfordrer dem altid til at komme ud i en anden virksomhed og så komme tilbage igen. Det er sundt at prøve noget andet.

Hvordan sikrer I jer, at jeres elever fortsat bliver dygtigere?

- Vi følger altid op på vores elever. Jeg stiller krav til dem om, at de læser op på information om maskinerne, så de er velforberedte. Og jeg snakker med eleverne om mange af de ting, der er med i svendeprøven.