e-matematik med en flot 2. plads. Fra venstre: Thor Birkbak, Frederik Kofoed, Viktor Lundgaard og Carl-Emil Ramsing Asmussen

MEKS med en flot 3. plads. Fra venstre: Frederikke Ottosen, Mia Falkesgaard og Line Pedersen

Herningsholm Gymnasium tog sølv og bronze

Det blev til førstepladser i to af kategorierne ved DM i Entreprenørskab for ungdomsuddannelser og 2. og 3. plads i den samlede stilling til Herningsholm Gymnasium-virksomheder

Igen i år var Herningsholm Gymnasium flot repræsenteret ved DM i Entreprenørskab i Industriens Hus i København torsdag den 24. april 2014 med hele fire virksomheder: MEKS, NoLift, Come On og e-matematik.
De unge virksomheder består af elever fra hovedsageligt HHX Herning, men for første gang er også en elev fra HTX Herning med i en af grupperne.

DM i Entreprenørskab er et led i Young Enterprise Company Programme, der er den største og mest omfattende konkurrence i erhvervskompetencer vedrørende udvikling og drift af virksomheder for studerende i Europa. 

I konkurrencen kan elevvirksomhederne stille op i fire forskellige spor, og ved regionsmesterskaberne i Viborg den 12. marts kvalificerede de fire virksomheder fra Herningsholm Gymnasium sig til DM ved at tage førstepladsen i hvert deres spor. Ud af de cirka 1000 virksomheder, der var tilmeldt konkurrencen, gik kun 44 til den danske finale.

De 44 unge virksomheder, der deltog i årets DM, dystede i løbet af dagen i forskellige discipliner. Dagen startede med scenepræsentation for dommere, de øvrige deltagere og andre interesserede. Herpå fulgte standinterview, hvor grupperne viste deres stand frem for dommerne, inden de sluttede af med individuelle interviews af dommerne, hvilket foregik for lukkede døre.

- Eleverne har gjort det rigtigt godt. Selvom de har været nervøse, har de vist, at de kan præstere under pres, og det er det, konkurrencen går ud på, siger underviser Henrik Stenum Graversen, der fulgte eleverne hele dagen.

Virksomhederne måtte vente hele dagen på at få resultatet af konkurrencen, da de samlede point og endelig stilling først blev afsløret kl. 22 efter aftenens gallamiddag. 

Her kom to af virksomhederne fra Herningsholm Gymnasium på podiet. I sporet Science & Technology vandt e-matematik, og gruppen tog samtidig en 2. plads i den samlede stilling. MEKS blev vinder i sporet Business & Services og fik en samlet 3. plads.
De to øvrige virksomheder sikrede sig også et flot resultat, da de begge fik en 2. plads i deres spor. NoLift endte på en samlet 4. plads, mens Come On fik en 7. plads i den samlede stilling.

e-matematik med Thor Birkbak, Frederik Kofoed, Viktor Lundgaard og Carl-Emil Ramsing Asmussen har udviklet et online matematikunivers, som hjælper elever med matematikken ved at tage udgangspunkt i elevens individuelle udfordringer.
MEKS med Frederikke Ottosen, Mia Falkesgaard og Line Pedersen har med hjemmesiden www.design-a-wrist.dk og flere sociale medier skabt et kreativt univers, hvor piger i aldersgruppen 8-13 år kan lave deres egne smykker.
Derudover stillede NoLift op i sporet Trade & Skills, mens ComeOn stillede op i sporet Society & Globalization.