Nysgerrige unge besøger Herningsholm til åbent hus

Flere hundrede unge og deres forældre kiggede forbi til åbent hus den 9. januar 2024 for at høre om erhvervsuddannelser, EUX-uddannelser og 10. klasse på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.

På den sneklædte græsplæne ved Handelshuset knitrede flammerne fra smede-elevernes bålfad. Indenfor bag ruderne var der heftig aktivitet i Handelshuset, som dannede rammen om årets første åbent hus på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.

En stor del af gæsterne var unge, som havde taget deres forældre (eller omvendt) med til arrangementet, hvor de kunne få indblik i skolens mange erhvervsuddannelser, EUX-uddannelser og 10. klasse. 

"Jeg er kommet for at blive klogere på, om VVS-uddannelsen er noget for mig," siger 16-årige Mikkel Madsen, der til daglig går i 10. klasse i Ikast.

Han var klar til at finde en stol i et klasselokale, hvor der netop skulle være oplæg om fagretningen Fremtidens energi, der blandt andet giver indblik i VVS-uddannelsen.

 

Elever viste deres håndværk frem

På fællesarealerne i Handelshuset stod elever, undervisere og vejledere ved stande for at fortælle de besøgende om alt fra hverdagen på Herningsholm til lærepladser og sociale aktiviteter.

"Stemningen er god. Jeg synes, det er fedt, at der er kommet så mange, som er nysgerrige efter at høre mere om alle uddannelserne, for jeg synes, det er vigtigt, at flere vælger en erhvervsuddannelse," siger Milas Madsbjerg, som er EUX-elev på tømreruddannelsen.

Der var også mulighed for at få indblik i, hvad Herningsholm-eleverne arbejder med i værkstederne i dagligdagen. Det var alt fra industriteknikerne, som havde fremstillet et skakbræt, til tømrernes skærebrætter, elektrikernes robotarme og frisørernes hårteknikker.

På førstesalen i Handelshuset bød elever og undervisere fra 10. klasse velkommen til de mange fremmødte. De kunne høre oplæg om blandt andet hverdagen, valg- og linjefag og et skoleår for talentelever. 

 

Agroskolen bød også velkommen

Samme eftermiddag kunne besøgende også kigge forbi til åbent hus på Agroskolen i Hammerum.

Her var elever og undervisere også klar til at give en rundvisning, besvare spørgsmål og fortælle om landbrugsuddannelserne.

Man kunne også få et indblik i, hvordan den nye landbrugsskole for landbrugseleverne kommer til at se ud. Efter planen står Danmarks første nybyggede landbrugsskole i næsten 40 år færdig til at tage imod nuværende og kommende elever i 2025.