4. klasse i snedkerlære

Snedkerafdelingen ved Herningsholm Erhvervsskole har haft et noget atypisk brobygningshold på besøg

Skalmejeskolen i Sunds er med i udviklingen af et nyt fag i folkeskolen. Fremadrettet skal sløjd og håndgerning skiftes ud med faget ”Håndværk og design”. På Skalmejeskolen arbejder 4. klasse med et stole-projekt, og i den forbindelse kiggede de forbi Herningsholm Erhvervsskoles snedkerafdeling for at få inspiration og nyttige tips og tricks.

- Det var fuldstændig fantastisk at være ude i snedkerafdelingen. Det var et meget veltilrettelagt virksomhedsbesøg, hvor eleverne først hørte om, hvad en erhvervsuddannelse er, og derefter fik de et oplæg om design, hvor de lærte, at al design starter med en idé og et stykke papir og en blyant, fortæller Connie Voldum, der er lærer for nogle af de 42 4. klasseselever, der var på besøg på Herningsholm.

Aviser og malertape

Eleverne fik også set værkstedet, computerne og maskinerne og var til sidst på et orienteringsløb, hvor de blandt andet skulle finde en spånplade og en stol i valnød.

4. klasserne på Skalmejeskolen er nu gået i gang med selv at designe stole.

- De har helt sikker lært noget fra besøget i snedkerafdelingen, for de havde tænkt over det med, at man er nødt til at starte med en idé. Nogle har taget udgangspunkt i en fodbold og andre i ski, og så er de ellers gået i gang med at tegne skitser og lave modeller af aviser og malertape, siger Connie Voldum.

Samarbejdet med Herningsholm Erhvervsskole slutter ikke her. Idéen er, at snedkerafdelingen skal bygge en oversize stol, der skal stå på Skalmejeskolen.