474 førsteårselever indtager Herningsholm Erhvervsgymnasium

Herningsholm Erhvervsgymnasiums rektor og lærere bød mandag den 10. august et rekordstort antal førsteårselever velkommen

Agoraen på Herningsholm Erhvervsgymnasium var fyldt med spændte unge, da der mandag den 10. august 2015 var første skoledag for førsteårseleverne på HHX og HTX.

Første skoledag startede med en velkomst af rektor Marie Lund, som fortalte om de faglige aspekter ved studielivet og kom med gode råd til de nye elever.

- Her på Erhvervsgymnasiet er der ansvar for egen læring, så brug jeres tid fornuftigt og vær aktiv i timerne, siger hun.

Men også den sociale side af studielivet vægtes højt.

- Det vigtigste for mig er, at I har det godt, og at I er gode kammerater, siger Marie Lund og pointerer vigtigheden af at vise respekt over for de andre elever og lærerne.

Igen i år har antallet af førsteårselever været langt højere end forventet med samlet 474 elever, der fordeler sig med 224 elever på HHX Herning og 138 elever på HTX Herning, mens 112 elever er startet på Handelsgymnasiet Ikast-Brande (HHX Ikast).